Gedser Fuglestation Blog
Her på Gedser Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.
Fugle i himlen, men ikke i nettene
Ringmærkningen: Det har været en stille og rolig dag for ringmærkerne. I alt blev der fanget 36 fugle, deraf 5 genfangster. Gransangere (Phylloscopus collybita) og Gærdesmutter (Troglodytes troglodytes) var de mest talrige, Blåmejser (Cyanistes caeruleus) og Musvit (Parus major). Det lave antal fugle gav muligheder for lærerige diskussioner om arts- og kønsbestemmelse samt fremvisning til en dansk og en tysk familie, der kom forbi stationen.
En Nøddekrige (Nucifraga caryocatactes) kom på besøg på fuglestationen i dag. Den fløj en stor runde over stationshaven, til glæde for ringmærkerne og gæster fra Tyskland, der var hurtige til at tage billeder af den særlige fugl. Foto: Ludger Börgerding
Der var også mere tid til at se på fugle i haven i dag, hvilket gav nogle gode observationer. Kl. 10 kom en Nøddekrige (Nucifraga caryocatactes) flyvende og drejede et par runder over haven, før den drog videre mod vest. Nogle af de første Bjergirisker (Linaria flavirostris) blev fundet i en flok Tornirisker (Linaria cannabina) på engen, og den unge Høgesanger (Curruca nisoria), der blev ringmærket på stationen for 11 dage siden og genfanget i foregårs, hoppede pludseligt omkring i brombærbuskadset lige udenfor stuevinduet. Nu er det den seneste observation af arten i Gedser nogensinde, men fuglen ser ikke ud til at have det travlt, og kommer måske til at blive lidt endnu.
Dagens ringmærkninger og kontroller/ Today's ringings and recaptures:
Gærdesmutte/Wren: 6/0
Rødhals/Robin: 0/1
Munk/Blackcap: 0/1
Gransanger/Common Chiffchaff: 9/0
Fuglekonge/Goldcrest: 3/2
Blåmejse/Blue Tit: 4/0
Musvit/Great Tit: 4/1
Stor Tornskade/Great Grey Shrike: 1/0
Stillits/Goldfinch: 1/0
Dompap/Bullfinch: 3/0
I alt: 31/5
Trækket på Odden: To fine dag med pæne træk af Ederfugle (Somateria mollissima) og til gengæld ikke så meget andet. Især fraværet af såvel rovfugle som småfugle fra land har været bemærkelsesværdigt – med Landsvaler i hundredvis som en enkelt undtagelse; de vil væk nu.
Tirsdag kom der 3.400 Ederfugle og onsdag 4.600 i løbet af standardtiden. Værd at bemærke er også en betydeligt større andel af hunner med unger fra i år i flokkene. Gemmensnittet af de brune fugle lå tirsdag på 20,1 procent og onsdag på 17,6. Det er normalt, at fordelingen mellem hanner og brune fugle svinger i løbet af hele træktiden, og den endelige fordeling kan vi først regne med, når hele trækket af Ederfugle er overstået.
Landsvaler (Hirundo rustica) kom der 400 af i løbet af tirsdag og onsdag.
Vi er lige nu bagud i forhold til normalbilledet for en række arter, men der synes også at være mange på vej endnu. Vores estiske kolleger i Põõsaspea Neem 800 kilometer længere ind i Østersøen talte tirsdag 241.000 Bramgæs (Branta leucopsis) og onsdag 56.000 Bramgæs. Læg dertil over 100.000 gæs, som de ikke kunne identificere på grund af forholdene. Mere værd at hæfte sig ved er måske, at der de seneste to er fløjet over 10.000 Pibeænder (Mareca penelope) forbi den estiske træklokalitet – de er meget senere på færde i forhold til gennemsnittet, end de mange Bramgæs, der kun ser ud til at være nogle få dage senere på færde.
Torsdag bliver der ikke nogen træktælling fra fuglestationen, fordi træktælleren vil passe sit job i en gruppe, som tæller rastende fugle ved Maribosøerne. Fredag og lørdag kan ifølge meteorologerne blive noget af et inferno med storm, høje bølger og højvande fra øst. Vi må håbe, at der bliver bare noget tilbage af Gedser Odde og i det hele taget krydse fingre for, at det nok går alt sammen. Hvad sådan en storm kan betyde for trækket af fugle ved det, der lige nu stadig er Danmarks og hele Nordens sydligste punkt, kan blive interessant at opleve.
Se alle dagens observationer fra Gedser Odde i DOFbasen.
Folk på stationen: Freya Mørup-Petersen, Timon Grove Sørensen, Timmy Micallef, Lars Ulrich Rasmussen, Ole Friis Larsen + John Bang Jørgensen som gæst.