Her på Gedser Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2024 (284)2023 (292)2022 (265)2021 (271)2020 (268)2019 (239)2018 (214)2017 (236)2016 (169)(se alle)

Havets hårde halse trodser bølgerne

tirsdag 3. oktober 2023
af Henrik Jørgensen & Ole Friis Larsen

Ringmærkningen: 

Efter de sidste dages mange blåmejser tog vi ingen chancer og satte færre net op. Første runde var der ca 10 fugle og derefter tog vinden ret meget til og så var der næsten tomt på hver runde på nær en masse blade. Fra Gedser by blev der meldt om over 100 blåmejser så vi var klar, men de kom aldrig her ud på Odden, men jeg tænker at de ikke havde lyst til at komme ud i det åbne i den hårde vind.

Til Aften tog Freya og jeg ud for at køre natfangst i kraftigt regnvejr og vind og da vi nåede godt gennemblødte hen til trappen ned til stranden kunne vi se lilla lys på stranden(Ravsamler) så vi vidste at så ville fuglene være skræmt væk så vi måtte gå tilbage igen til fuglestationen.

I morgen tidligt loves der kraftig vind allerede fra start så det bliver nok ikke til mange fugle, dog har vi så stadig en masse på stationen som skal laves så vi kommer dog ikke til at kede os.

Dagens ringmærkning/Todays ringing:

Gærdesmutte/Wren 1

Rødhals/Robin 12

Solsort/Blackbird 1

Sangdrossel/Song thrush 2

Vindrossel/Redwing 1

Munk/Blackcap 1

Gransanger/Chiffchaff 1

Fuglekonge/Goldcrest 1

Total 20

Trækket på Odden: En opdatering for både mandag og tirsdag med fint træk af svømmeænder og andre andefugle over havet, selv om forholdene for fuglene var vidt forskellige.

Begge dage var overskyede og milde med temperaturer på 16-18 grader, men mandag holdt vinden fra sydvest sig i ro med en styrke på lige omkring 5 meter i sekundet, mens den tirsdag tog til i styrke fra sydøst med 6,2 meter i sekundet, drejede i syd og sydvest og nåede op på 12,3 meter i sekundet i løbet af de fem faste observationstimer. Begge dage var i øvrigt noget disede med nedsat sigtbarhed til 5-7 kilometer, så det var kun vinden, der gjorde forskellen.

 GFU okttir 899Trækket af Ederfugle er stadig stærkt præget af mange hanner til forskel fra de brune hunner og deres unger fra i år. Mandag og tirsdag var der mellem seks og syv procent brune fugle i trækket, og i mange af flokkene var der udelukkende hanner. Senere bliver det (forhåbentlig) anderledes. Foto: Ole Friis Larsen/GFU

Tirsdag kom der 270 færre Pibeænder (Mareca penelope) med rundt regnet 870 mod 1.140 mandag. Tilsvarende var der fald i antallet af Spidsænder (Anas acuta) fra 215 til 80, Skeænder (Spatula clypaeta) fra 108 til 8 og Krikænder (Anas crecca) fra 200 til 50. Til gengæld tog trækket af Ederfugle (Somateria mollissima) til med 400 fra lige under 850 til lige under 1.250; de er mere vant til barske havforhold. Det samme var tilfældet for trækket af Sortænder (Melanitta nigra), som steg med 900 fra lige omkring 250 til 1.150 og de smukke Fløjlsænderne (Melanitta fusca) fra 11 i mandagstrækket til 65 tirsdag. Om det alt sammen var på grund af vinden er ikke til at vide, men er en nærliggende tanke.

SkeandGrafikken fra den nederlandske database Trektellen afslører, at dagene med mange Skeænder i overgangen melem september og oktober har været usædvanlig. Kurven viser det årlige gennemsnit per time, de grønne søjler viser sidste års intensitet i efterårstrækket, og de røde søjler gælder for i år, hvor især de første dage af oktober skiller sig markant ud. 

Værd at bemærke for de to dage er også, at begge bød på flere af havets rovfugle med mindst en Almindelig Kjove (Stercorarius parasiticus) og den lidt mindre og mere sjældne Lille Kjove (Stercoraraius longicaudus) om mandagen og hele seks Almindelige Kjover tirsdag, hvoraf de tre fløj samtidig forbi, lige før standardtiden sluttede.

Mandag var der flere folk til at registrere trækket, og nogle koncentrerede sig ligefrem om trækket af småfugle, som derfor blev dækket helt fint den dag, mens der i det meste af tiden tirsdag kun fra fuglestationens træktæller, som skal koncentrere sig om det havtræk, der gav mange flokke hen over formiddagen, hvorfor meget af dagens småfugletræk ikke blev hverken set, hørt eller talt. Det giver derfor ingen mening at sammenligne tallene for de to dage, men man kan få et fint indtryk af det småfugletræk, der foregår lige nu ved at glæde sig over tallene fra Gedser Odde i DOFbasen for mandag.

Se alle (tirs)dagens observationer fra Gedser Odde i DOFbasen.

Folk på stationen: Freya Mørup-Petersen, Lars Ulrich Rasmussen, Henrik Jørgensen, Ole Friis Larsen.