Gedser Fuglestation Blog
Her på Gedser Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.
Nattergal i nettet efter storm
Onsdag begyndte stormen at løje af, og utålmodigheden steg i samme takt. Haven var fuld af fugle, og ringmærkerne var ved at være trætte af at lave datatjek og ikke ret meget andet. Det samme gjaldt arbejdet med træktælling, som ikke gav mening i den stærke blæst før den officielle start på efterårsarbejdet ude på Odden. Det er sjovt og vigtigt at lave vedligeholdelsesarbejde såsom at male redskabsskur og laboratorium, der trænger til en ordentlig omgang træbeskyttelse, men efter nogle dage vil vi godt i gang med fuglearbejdet.
Ung Rødrygget Tornskade (Lanius collurio) lige uden for et af vinduerne i fuglestationens personalestue. På et af billederne var det muligt at aflæse lidt af koden på ringen. Den passede på en Rødrygget Tornskade, som blev fanget på engen ved stationen og ringmærket, lige før stormen begyndte, så det er ganske givet den samme fugl, der har klaret sig igennem blæsten i stationens have. Foto: Ole Friis Larsen/GFU
Heldigvis tegner torsdag lovende for såvel standardringmærkning fra før solopgang som en forpremiere på træktælleriet, der officielt begynder på fredag.
Broget Fluesnapper (Ficedula hypoleuca) onsdag eftermiddag på en af de stropper, som holder nettene til fangst på plads. I sig selv en fin fugl, men også et glædeligt syn, efter at bestanden i Danmark ifølge DOF/BirdLife Danmarks punkttællingsprogram gennem årene er faldet til under en fjerdedel af det antal, der kom til landet for at yngle i 1978. Foto: Ole Friis Larsen/GFU
Vores franske ringmærker, Gwendal, sagde farvel og blev kørt ned til udkørslen for trafikken fra færgen for at tomle sig nordpå. Han skal til Abisko og Umeå i Nordsverige for at fortsætte sine studier med et semester der. Vi krydser fingre for, at nogen tager ham op, og han når sit mål i god behold i løbet af de næste dage.
I stedet kom Anne, som nogle vil kende for hendes malerier af fugle på sten fra stranden. Hun hører efterhånden til den faste stab af frivillige ringmærkere på stationen, og vinden var midt på eftermiddagen faldet så meget, at hun straks åbnede et net og fangede først en Tornsanger (Curruca communis), siden en ung Nattergal (Luscinia luscinia). Det var første gang, hun ringmærkede en Nattergal – der bliver i det hele taget kun fanget og ringmærket få af dem i Danmark.
Ung Nattergal onsdag eftermiddag. Bemærk de lyse spidser på nogle af de fjer, som vi kalder dækfjer. De er typiske for en ung Nattergal i sin første fjerdragt. Længere inde på vingen er der ingen lyse spidser på de nye fjer. Nattergalen er allerede nu ved at fælde til en fjerdragt, der er mere 'voksen'. Foto: Ole Friis Larsen/GFU
Folk på stationen: Anne Hermanns, Gwendal Quimbre, Henrik Jørgensen, Ole Friis Larsen