Gedser Fuglestation Blog
Her på Gedser Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.
Gensyn med virkelig mange fugle
Sådan en grå forårsdag med vind fra nordøst skal man vel egentlig være ganske godt tilfreds med at kunne pille 48 fugle ud af nettene.
Men når vi tilføjer, at over halvdelen allerede havde ring på, er der ikke ret mange ringmærkninger tilbage, og så indeholder regnestykket ikke en gang alle de fugle, som gik i nettene flere gange i løbet af dagen.
Det er selvfølgelig dejligt at gense "gamle venner", men det her var lige i overkanten.
Selv på stille dage er der lyspunkter og gode oplevelser, og nogle af dem kan deles med fotos.
Denne fine Tornirisk han havde allerede ring på. Jeg synes, den art kan være svær at aldersbestemme, så med god tid til at fotografere de forskellige fjergrupper, kunne jeg senere på dagen virkelig nørde igennem med sammenligning af egne fotos med fotos på Ringers' DigiGuide og Identification guide of Aragon. Det er sådan en øvelse, der gør, at jeg føler mig bedre opdateret og rustet til aldersbestemmelse af de kommende Tornirisker.
Foto: Susanne Primdahl
Anne fik både en han og hun Bogfinke på samme runde, så de måtte selvfølgelig fotograferes sammen, før de blev sluppet fri igen. Her på billedet ser snakken ud til at gå stille og roligt med hunnen snakkende og hannen høfligt lyttende, omend med en lidt overlegen attitude.
Foto: Susanne Primdahl
Hvad han derefter svarede står hen i det uvisse, men han fik i hvert fald svar på tiltale, så det virkelig kunne forstås, og lidt forskrækket så han også ud til at blive.
Foto: Susanne Primdahl
Lidt senere på dagen havde vi pludselig hænderne fulde af farver, da tre Stillits blev ringmærket på samme runde. Med fire hænder til rådighed kunne det lige præcis lade sig gøre at få dem alle med på samme billede.
Foto: Susanne Primdahl
Det kan godt være svært at få tre fugle til at sidde pænt til fotografering på samme tid, så det her var det bedste, vi kunne præstere.
Foto: Susanne Primdahl
Hen på formiddagen fik jeg uventet besøg fra min hjemegn, da Lars Smith og fru Ida fra Mors kom forbi for at se fuglestationen. Det blev til et par runder ved nettene og en rundvisning i huset og lab'et, før de tog videre til andre oplevelser.
Louise er lige ankommet for at følge med i, hvad vi laver de kommende dage. Hun har en helt frisklavet X-licens med, så hun kan prøve lidt håndtering af fugle, hvis tiden tillader det.
Dagens ringmærkninger og genfangster:
Folk på stationen:
Anne Ramskov Hermanns, Louise Frandsen og Susanne Primdahl