Her på Gedser Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2024 (285)2023 (292)2022 (265)2021 (271)2020 (268)2019 (239)2018 (214)2017 (236)2016 (169)(se alle)

Regn og rusk, men ringmærkere er ukuelige

tirsdag 11. april 2023
af Susanne Primdahl

Lad os sige det med samme - vejret spillede ikke på vores hold i dag.
Da vækkeuret ringede, regnede det, så vi kunne først åbne net med 3 kvarters forsinkelse. Det blev udnyttet positivt, da det gav os tid til en "luksus" morgenmad med blødkogte æg.

DMI's radar truede med mere regn længere op ad formiddagen, så vi åbnede kun knap halvdelen af nettede, så vi hurtigt kunne klappe dem sammen, når og hvis regnen kom.
Den gjorde den, så med en times pause oven i forsinkelsen fra starten af dagen blev det aldrig til en standardmærkning, og nettene blev lukket på tidspunktet for normal standardtids afslutning.

Noget af det positive ved dagen var, at Søren, som ankom i går, var med til dagens ringmærkning.

IMG 2552 2
Søren startede dagen med en fugl så lille, at den knapt kunne ses i hans hånd. Det var en Rødtoppet Fuglekonge hun på bare 4,8 gram.
Foto: Susanne Primdahl

Jeg fik også ringmærket et par af de små, som skal have de allermindste ringe (F-ringe) med en diameter på kun 1,8 millimeter.

IMG 2562 2
Gransangeren skal i lighed med Rødtoppet Fuglekonge have den lille F-ring.
Foto: Susanne Primdahl

IMG 2560 2
Vi brugte også F-ring til denne bold, som med udslåede ben har en meget stor lighed med den almindelige Fuglekonge. ;-)
Foto: Susanne Primdahl

Vi må sige, at vi havde rigtig god tid med kun 8 ringmærkninger hele morgenen/formiddagen. Man kan vælge at mene, at det er kedeligt, men det gjorde vi ikke. Når der ikke er ret mange fugle, er der nemlig god tid til at dygtiggøre sig.
Uanset hvor mange fugle, man har ringmærket, kan man altid blive mere sikker i aldersbestemmelse, når man har lejlighed til at nærstudere og diskutere detaljer i fjerdragten med en kollega.

IMG 2555 3
Her er det en Jernspurv, der bliver nærstuderet med diverse opslagsværker lige ved siden af. Det er noget helt andet at sidde med fuglen ved siden af en bog, end det er at sidde hjemme i sofaen og læse på lektien.
Foto: Susanne Primdahl

Her sidst på dagen ankom Anne, så med tre ringmærkere i gang i morgen, er vi godt rustet, hvis det vælter ind med fugle efter regnvejret i dag og den kommende nat. Vejrudsigten lover tørvejr i morgen, men vinden er godt nok stadig i syd og sydøst.
Vi krydser fingre for, at vi får noget at lave!

Dagens ringmærkninger og genfangster:
Udklip ny

Folk på stationen:
Anne Ramskov Hermanns, Søren Mygind og Susanne Primdahl samt Hans Lind, Anne Marie Reith og Tina Elley til stationsmøde.