Her på Gedser Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2024 (285)2023 (292)2022 (265)2021 (271)2020 (268)2019 (239)2018 (214)2017 (236)2016 (169)(se alle)

Næsthøjeste antal Ederfugle i marts

onsdag 29. marts 2023
af Henrik Jørgensen & Ole Friis Larsen

Ringmærkningen: Da det regnede da nettene skulle sættes op blev standfangsten rykket en time. Hanelie tog ud på Odden og hjalp Ole da vi ikke forventede mange fugle efter nattens regn. Fangstmæssigt blev alle de 11 fugle inkl aflæsninger fanget mellem 8 og 9.

Hans var ude over formiddagen og et par læs kvas blev kørt væk.

Gert kom forbi til aften og gav aftensmad sammen med Tulle.

I nat og i morgen tidlig + formiddag loves regn så det ser ikke godt ud for fangst.

Dagens ringmærkning og kontroller/Todays ringing and recaptures:

Gærdesmutte/Wren 1/1

Rødhals/Robin 1/0

Solsort/Blackbird 1/0

Fuglekonge/Goldcrest 1/0

Rødtoppet fuglekonge/Firecrest 0/1

Blåmejse/Blue tit 0/1

Musvit/Great tit 1/1

Bogfinke/Chaffinch 1/0

Grønirisk/Greenfinch 1/0

Total 7/4

 

Trækket ved Odden: 4.541 af onsdagens 4.800 fugle på træk i standardtiden var Ederfugle (Somateria mollissima). Trækket hen over formiddagene er i marts forløbet anderledes end efterårstrækket. Om efteråret ser vi ofte et markant træk allerede en halv time før solopgang, når de daglige tællinger starter, men i marts har der selv på de gode dage – som denne onsdag – været få fugle at se den første halve eller hele time, før der begynder at ske noget. Andelen af hunner var lidt større end i de foregående dage med 24,1 procent – næsten hver fjerde – i dagens træk. Antallet af Ederfugle på en grå formiddag, der oven i købet startede med lidt regn, blev i øvrigt det næsthøjeste i marts i år, idet det akkurat nåede op over de 4.529, som vi registrerede for fuglestationen i lørdags. Det hidtil største antal på en dag er 7.318 søndag morgen og formiddag.

Tællingen foregik med fin assistance af Hanelie, som kom ud for at hjælpe på Odden, fordi der ikke var meget arbejde med at ringmærke de få fugle, der blev fanget i fuglestationens have.

 GFU Rodstjert 381Der har i nogle dage været en han Husrødstjert (Phoenicurus ochruros) på Odden. Onsdag formiddag fandt vi så denne hun. Det er klippefugle, så taget på bygningen ved Odden er måske attraktivt for et ynglepar, men ellers er hunnen endnu et forårstegn. De følger ofte nogle dage efter hannerne. Foto: Ole Friis Larsen/GFU

Onsdag formiddag så vi blandt de få andre fugle på træk To Traner (Grus grus) trække ind over Gedser fra syd. Mange udtrykker bekymring på Facebook og andre steder over et usædvanligt ringe træk af Traner i marts, men der er ikke noget, som tyder på, at der er problemer med bestanden i Europa. Et tjek på den tyske fugladatabase Ornitho.dk, som svarer til vores DOFbasen, viser, at observationerne af Traner i Tyskland er faldet jævnt gennem marts. Det tyder på, at de Traner, som har overvintret i Tyskland er ved at forsvinde mod nord og øst, og det var nok to af dem, vi så flyve ind over Gedser.

Det faldende antal observationer viser også, at det langt større antal Traner, der overvintrer i Spanien og Sydfrankrig ikke er nået til Tyskland endnu, fordi antallet af observationer især er faldet i det sydvestlige Tyskland mod grænsen til Frankrig, men de er sikkert på vej. Italienske ornitologer så forleden et stort antal Traner flyve mod øst syd for Alperne. Det var formentlig fugle fra Spanien og Sydfrankrig, som altså bare ikke er nået ret langt endnu på deres træk. Selv om flere tusinde Traner nu overvintrer i Tyskland, Danmark og andre lande i Nordeuropa, er det stadig over 90 procent af alle Tranerne, der overvintrer i Spanien og Sydfrankrig. Der skal nok komme mange flere; det er bare et spørgsmål om tålmodighed!

I alt blev det onsdag til 4.867 fugle af 26 arter i løbet af standardtidens fem timer.

Se alle dagens registrerede arter på Gedser Odde her.

Folk på stationen: Hanelie Sidhu, Henrik Jørgensen, Ole Friis Larsen, Hans Lind, Gert Jeppesen.