Her på Gedser Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2024 (282)2023 (292)2022 (265)2021 (271)2020 (268)2019 (239)2018 (214)2017 (236)2016 (169)(se alle)

Intet nyt fra sydfronten

onsdag 2. november 2022
af Susanne Primdahl & Ole Friis Larsen

En af de triste dage, hvor nettene ikke kan åbnes på grund af vejret, blev reddet af en hyggelig tur til Maribo-søerne.

En middelvind på 11-13 m/s med vindstød op til 16 m/s er ikke vejr til ringmærkning, men derimod perfekt til datatjek, så nu er alle data tjekket helt op til dags dato.
Ved 10-tiden kom Gert forbi og hentede os alle. Kristina fik tidligt fri fra tællingen på odden, og Ole blev tilbage som den eneste på stationen, så standardtællingen kunne fuldføres.

Ved Maribo-søerne startede vi med at nyde 6 Havørne, som legede i luften, og rundt i vandkanten kunne vi tælle 25-30 Sølvhejrer.


Mange gæs og en hel del forskellige andearter blev det til inkl. 3 stk. Rødhovedet And, som var et af målene på turen. Vi havde tilmed fornøjelsen af flere småfugle, hvor især en flok Halemejser vakte begejstring. Lille Skallesluger bør nok også nævnes særskilt, da de fire, vi så, var efterårets første for os alle.

Alle billeder er taget af Anne, som beklager, at lyset ikke var det bedste til foto. Efter et par timer kom regnen også, men da kunne vi køre glade hjem efter en hyggelig og udbytterig tur.

DSC 3783 red
En af Havørnene kom ret tæt hen over os.
Foto: Anne Ramskov Hermanns

DSC 3810 red
En af de søde Halemejser. Denne så ud til at være en Nordlig med det helt hvide hoved, men de andre i flokken var Sydlige Halemejser.
Foto: Anne Ramskov Hermanns

DSC 3812
Da vi var hjemme i stationshaven igen, overraskede Anne dette sovende Rådyr, som var så tæt på, at hun knapt kunne have det på billedet med den linse, hun havde på kameraet. Den sprang straks efter op og løb væk.
Foto: Anne Ramskov Hermanns

Trækket på odden: Vinden var hård fra sydvest med 10-13 meter i sekundet, men lyset var smukt og gav fine oplevelser med et ellers beskedent træk over vandet og fra land. På havtrækket så vi 1.245 Ederfugle (Somateria mollissima), men fordelingen af brune fugle (adulte hunner og unger fra i år) er stadig i stigning med 64 procent af dagens samlede ederfugletræk. 240 Pibeænder (Anas penelope) er også værd at bemærke, fordi det viser, at der stadig er svømmeænder længere inde i Østersøen, som måske er blevet der i oktober, som netop har vist sig at være den fjerde varmeste oktober i 148 år.

GFU onsdag20221102798 Selv i store flokke af gæs, finder de ud af at holde sammen i familier, og selv om der ikke kom mange i onsdagens træk, gjorde det fine lys, at vi let kunne identificere dem. Her ses et par Blisgæs (Anser albifrons) med en unge fra i år. Bemærk, at de voksne/adulte fugle har kraftige mørke bånd på tværs af undersiden og hvid blis i panden i modsætning til ungen imellem dem, som ser så anderledes ud, at de fejlagtigt kan forekomme at være en anden art. Foto: Ole Friis Larsen/GFU

GFU onsdag20221102797 En anden familie var denne flok af Mørkbugede Knortegæs (Branta bernicla bernicla), som skød genvej ind over land anført af den voksne/adulte han med tydelig hvid markering på halsen og hunnen bagest med knap så kraftig lyst halsmærke. Ungerne imellem dem har ikke lyse halsmarkeringer, men lyse spidser på vingeoversidernes såkaldte dækfjer. Det ses ikke hos forældrefuglene. Foto: Ole Friis Larsen/GFU

I den hårde vind var der kun lidt udtræk fra land, men dog 47 Spurvehøge (Accipiter nisus) og en enkelt Musvåge (Buteo buteo) mellem en god håndfuld af de lidt mere hårdføre Fjeldvåger (Buteo lagopus).

 GFU onsdag20221102795 Måske var det denne Musvåge, der endte med at trække ud efter at have fløjet rundt på Odden i et stykke tid onsdag formiddag. Bemærk det forlængede overnæb, som gjorde den let genkendelig. Den slags deformiteter kan skyldes sygdom eller en skade på næbbet, så andre dele kan vokse frit. Nogle fugle klarer sig tilsyneladende fint med sådan et næb. De mørke øjne viser, at denne Musvåge er en adult/voksen fugl. Foto: Ole Friis Larsen/GFU

GFU onsdag20221102796

Se alle dagens tal fra Gedser Odde i DOFbasen her.

Folk på stationen: Anne Ramskov Hermanns, Kristina Winther Pedersen, Henrik Jørgensen, Ole Friis Larsen og Susanne Primdahl.