Her på Gedser Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2024 (282)2023 (292)2022 (265)2021 (271)2020 (268)2019 (239)2018 (214)2017 (236)2016 (169)(se alle)

Et trist hit

fredag 21. oktober 2022
af Ole Fris Larsen og Søren Mygind

Ringmærkning: "Så må du jo slå til med et hit fra ringmærkningen nu når jeg er her i dag" var omtrent de sidste ord fra Alex Rosendal før han sammen med Ole gik ud på Odden. Og som sagt så gjort, midt på formiddagen pillede Henrik en Sibirisk Gransanger ud af nettet. Fuglen blev meldt ud til ud til observatørerne på Odden, men ingen af dem gad at bevæge sig for at se den lille sanger. De syntes simpelthen den var for trist(is). Ellers var det en jævnt grå dag med ringmærkningen med i alt 41 mærkninger.

2022 10 21 tristis 092131

 Sibirisk gransanger, Phylloscopus collybita ssp. tristis

ring211022.JPG

Trækket på odden: Fredag blev en udmærket dagen derpå med et blandet træk af hav- og landfugle. Efter torsdagens store træk af Ederfugle (Somateria mollissima) faldt trækket af dem til en femtedel med lidt under 6.500, men med de brune hunner og unge fugle fra i år i overtal for første gang i lang tid. De udgjorde 56,9 procent af dagens træk, og det er stadig slet ikke godt, for der burde være ligeså mange hunner som hanner plus et stort antal unger fra i år. Nu må vi se, hvordan slutresultatet bliver; det er en af de vigtige opgaver i registreringen af Ederfuglene.

GFU fred20221020769 Fredag nåede antallet af brune Ederfugle op på over halvdelen af det samlede træk. I flokken på billedet er der både adulte/voksne hunner med et lyst område på undersiden af de ellers lidt mørkere vinger og unge fugle fra i år med mere ensartet lyse vingeundersider - bortset fra en mørk forkant. Bemærk også, at de unge fugle har mere grålige hoveder. Foto: Ole Friis Larsen/GFU

Den sydlige vind bragte også fredag flokke af andre ænder tæt på land, men ikke i torsdagens mængder. Til gengæld fik vi lidt mere træk af rovfugle fra land med 68 Fjeldvåger (Buteo lagopus). Vi kan ikke alders- og kønsbestemme alle, for mange flyver højt og på stor afstand fra os, men blandt dem, vi kan arbejde lidt med, ser vi flest adulte og få unge. Det kan rette sig; de vil trække et stykke tid endnu.

GFU fred20221021765 En af dagens Blå Kærhøge var en hun med karakteristiske lyse øjne for adulte/voksne fugle af den art. De flyver ofte ganske lavt over landskabet og ud over havet. Foto: Ole Friis Larsen/GFU

Observatøren holder fri lørdag og måske søndag, men er med sikkerhed tilbage på posten mandag morgen. Andre folk på fuglestationen vil tage sig af tælleriet, hvis deres tid tillader det, og ellers kommer her et tak på forhånd til lokale folk og andre, som kommer i weekenden og husker at taste ind i DOFbasen. For fredag er der indtastet observationer af 78 arter af fugle ved Gedser Odde, og det er et stort udbud af arter på en enkelt lokalitet i løbet af en enkelt dag.

Se alle dagens tal fra Gedser Odde i DOFbasen her.

Folk på stationen: Alex Rosendahl, Søren Mygind, Henrik Jørgensen, Tinna Søndargaard Selch, Ole Friis Larsen og Jens Friis-Walsted med familie.