Her på Gedser Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2024 (282)2023 (292)2022 (265)2021 (271)2020 (268)2019 (239)2018 (214)2017 (236)2016 (169)(se alle)

Efterårets arter vælter frem - hvidbrynet løvsanger

mandag 3. oktober 2022
af Joakim Matthiesen & Ole Friis Larsen

Vi havde set frem til dagen i dag i næsten en uge. Vinden slog om i nordvest og faldt betydeligt i styrke efter lang tid med regn og blæst. Alt i alt en rigtig god opskrift på et godt ryk af fugle. Det skulle vise sig at holde stik!

Allerede fra første runde kunne vi mærke at der var sket noget i nat. De fugle som vi havde gået og fanget gang på gang den sidste uge var forsvundet og erstattet af nye fugle - dejligt! Vi kunne derfor gå og nyde de første runder hvor der var lidt at se til, dog uden at nettene var totalt fyldte. 

På tredje runde sker så det vi har gået og ventet på og snakket om i ugevis. Efter at det glippede for stationen sidste år lykkedes det i dag at fange en hvidbrynet løvsanger. Det bragte stor glæde hos både ringmærkere såvel som observatørene fra odden, som kom et smut forbi for at se fuglen. 

bryn 03 10 22
Dagens hit og nye ringmærkningsart til undertegnede: Hvidbrynet løvsanger.

Det var ikke kun den hvidbrynede som meldte sin ankomst i dag. Faktisk fangede vi ydeligere 3 arter for første gang denne sæson. Disse var vindrossel, rørspurv og dompap. Vi forsatte mærkningen helt ind til kl. 18 og det lykkedes derfor at hive det samlede antal fugle på op over 200.

rorspurv 03 10 22
2 x rørspurv. Ny art i nettene denne sæson.

Nu glæder vi os til at se hvad morgendagen kan bringe - måske et bryn mere?

total 03 10 22

Trækket på odden: Det er fantastisk, at verdens største træk af Ederfugle (Somateria mollissima) foregår tæt forbi Gedser Odde, men selv om det er et smukt syn, kan det også føles lidt monotont at tælle Ederfugle og ikke se ret meget andet, som en af dagens observatører bemærkede ved frokosten – men observatøren talte overbevisende i hele standardperiodens fem timer og lidt til. Selv om der manglede kjover, Dværgmåger (Hydrocoleus minutus) og andre ’sjove’ arter i dagens havtræk, kom der dog 12-14 lommer, som altid er en udfordring, og der er sjældent fuld enighed om artsbestemmelsen af alle blandt fuglefolkene på odden. Desuden var over 200 Mørkbugede Knortegæs (Branta bernicla bernicla) et stort antal indtil nu i dette efterårs træk ved Gedser Odde.

GFU Sort og Rod Glente20221003607 Sort og Rød Glente ved Gedser Odde mandag formiddag. Det er den Sorte nederst. Bemærk først og fremmest forskellen i halekløften, men også, at den Sorte Glente har kortere vinger og kortere hale - en mere kompakt glente. Foto: Ole Friis Larsen/GFU

Værd at bemærke er desuden en Sort Glente (Milvus migrans), som er ved at blive et mere almindeligt syn på træklokaliteter i Danmark, men dog stadig er en fåtallige fugl i landet. Dagens Sorte Glente fløj desuden sammen med fire Røde Glenter (Milvus milvus) til fin sammenligning af forskelle på de to arter. Og så var der heldigvis en, der tilbød sig som frivillig tæller og vagt ved teleskoper og udstyr, så alle andre på odden kunne komme en tur ind på fuglestationen og se dagens fine Hvidbrynede Løvsanger (Phylloscopus inornatus) blive ringmærket.

Det seneste par dage har budt på fine trækobservationers af Blå Kærhøge (Circus cyaneus). Vi har set såvel adulte fugle som unge fugle fra i år. De adulte/voksne hanner er lette at genkende på deres blågrå og hvide dragt med sorte vingespidser, men det er en udfordring – som denne observatør også kæmper med og glæder sig over at arbejde med – at skelne mellem adulte hunner og unge (1k) hanner og hunner fra i år. Især vil vi gerne kunne skelne mellem adulte hunner og unge fugle for at få et indblik i, om det har været et godt eller et dårligt yngleår.

Der findes glimrende bøger om emnet, og for et par år siden skrev den svenske ornitolog Andreas Guldberg en artikel om forskelle i fjerdragten hos adulte hunner og juvenile/unge Blå Kærhøge. Man kan langt fra altid bruge den slags i felten, men på billeder kan detaljer i fjerdragten af og til tydeligt ses. Det gælder for to af de Blå Kærhøge, som trak ved Gedser Odde mandag formiddag.

GFU CC 120221003610 Mandagens første Blå Kærhøg tæt på. De lyse øjne viser, at det enten er en adult/voksen hun eller en ung han fra i år. Årets unge hunner har mørke øjne.

GFU CC 120221003611

GFU CC 120221003612 Der er forskellige indikatorer til at køns- og aldersbestemme brune Blå Kærhøge, men en af dem er mønsteret på undervingernes lange dækfjer, og det kan nogle gange ses på fotografier. På kærhøgen herover peger pilen på det typiske mønster for adult/voksen hun. Fjeren ved pilen er mørk med to lyse halvmåner eller  halvrunde skiver ind i det mørke fra hver yderside. På fuglen herunder er de samme dækfjer mørke med lyse kanter uden lyse indsnævringer. Det er karakteristisk for unge hunner fra i år. Hos unge hanner har de samme fjer en bred lys kant og en dråbeformet mørk spids. 

GFU CC 220221003615

GFU CC 220221003614 Den unge hun på dette foto har mørke øjne, men forskellen på mørke og lyse øjne kan drille i stærkt solskin. Til forskel fra sin adulte/voksne kønsfælle på det øverste foto har den unge hun desuden en mørkere bundfarve på undersiden af kroppen og mørkere vingeundersider i det hele taget. Hele serien, foto: Ole Friis Larsen/GFU

Se alle dagens tal fra Gedser Odde i DOFbasen her.

Folk på stationen: Joakim Matthiesen, Vagn Lind, Anne Ramskov Hermanns, Jonas Matthiesen, Anne Mads Bjarke Salling og Ole Friis Larsen.