Her på Gedser Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2024 (282)2023 (292)2022 (265)2021 (271)2020 (268)2019 (239)2018 (214)2017 (236)2016 (169)(se alle)

Godt gang i spurvehøgene

torsdag 15. september 2022
Ung ørn på uventet langtur - engen ved stationen er blevet slået.
af Joakim Matthiesen & Ole Friis Larsen

Det blev som forventet en stille dag i nettene. Det betyder dog ikke, at der ikke skete noget spændene. Blandt det gode kan nævnes 7 spurvehøge. Det gav god mulighed for at nærstudere dragtdetaljerne hos dem og det er super sjovt at se den kæmpe variation der findes indenfor arten. Nettene var åbne til kl. 18.00 og resulterede i lidt over 60 fugle. 

spurvehog
Her ses én form for dragtvariation hos en spurvehøg han, som oftest har rødt på brystet i større eller mindre omfang. Foto: Philip Elbek. 

Philip og jeg fik eftermidagen til at gå med en masse praktiske gøremål. Der blev udskiftet gamle net, syet ødelagte net, ryddet op i laboratoriet og omrokeret på nettene ved søen. Så står alt nemlig knivskarpt til når der kommer et godt rykind af fugle, forhåbentligt på lørdag. 

Desuden skal det nævnes at Hans og Gert var forbi med 'Vadefuglene', som er en fugle-gruppe. De fik set hvordan ringmærkningen foregår, var en tur på odden og udvekslet røverhistorier.

I morgen siger vejrudsigten hård vind og regn. Det bliver derfor nok ikke til ringmærkning, men vi vender stærkt tilbage!

total 15092022

Trækket på odden: Igen, igen en beskeden trækdag over havet med stort set ingenting; det bliver efterhånden interessant at se, hvad der sker, når proppen ryger af flasken – for der er forhåbentlig en masse ænder i vente, når vejret bliver dårligere, eller det i øvrigt passer ænderne at flyve videre og passere Gedser Odde.

 

Mest interessant var det torsdag at se, at det meget tidlige morgentræk af rovfugle før solopgang var domineret af Tårnfalke (Falco tinnunculus), før antallet af Spurvehøge (Accipiter nisus) tog til i løbet af formiddagen og endte på 101 i løbet af de fem standardtimer. Værd at nævne er også en flok på 12 Sølvhejrer (Casmerodius albus). Selv om antallet af fugle i Danmark er steget gennem flere år, er det ikke noget hverdagssyn at se sådan en flok på træk. Desuden var der igen såvel unge Hvepsevåger (Pernis apivorus) som Musvåger (Buteo buteo) i luften over odden til opbyggelig træning i forskelle på de to arter. Gedser Odde er ikke kendt for at være nogen særlig lokalitet, når det gælder Hvepsevågerne, men to dage i træk med et par håndfulde antyder måske derfor en god skandinavisk ynglesæson i år.

Nyt fra stationen: En ung Havørn (Haliaeetus albicilla), som blev fanget i afmagret og afkræftet tilstand af stationsleder Hans Lind sammen med Gert Juul Jeppesen lidt nord for Gedser Fuglestation 20. august, er noget uventet dukket op på den nordtyske ø Amrum i Vadehavet, 300 kilometer vest for Gedser. Ørnen kom på plejestation, blev fedet op, ringmærket og sluppet løs ved Bøtø en uge senere ud fra den antagelse, at den muligvis var en af årets unger fra det lokale par. Det er der ikke noget, der tyder på, og det er lidt mystisk, at en ung Havørn allerede nu er fløjet så langt væk fra reden og forældrefuglene, som vi altså ikke kender til, men som den stadig burde være afhængig af at få leveret mad fra. Det er Ringmærkningscentralen på Statens Naturhistoriske Museum i København, der har dokumenteret, at ørnen ved Amrum er den samme som fuglen ved Gedser, og vores nordtyske kolleger har lovet at holde os underrettede om ørnens videre skæbne, hvis den bliver set og fotograferet igen, så det er muligt at aflæse ringen.

Amrum Jungadler 09 09 2022Den unge Havørn, som for fire uger siden blev fundet afkræftet ved Gedser, er noget uventet dukket op på den tyske vadehavsø Amrum.

Mere nyt fra stationen: Torsdag blev engen ved fuglestationen slået, som den plejer at blive i september. Vi har et par år samlet ind til at få græsset kørt væk for at få jorden udpint og nå frem til en eng med flere blomster og urter og mindre græs til fordel for insekter i området. I år behøver vi ikke at samle ind – men stadig tak til alle, der har bidraget tidligere – for nu indgår bortkørslen i en plejeplan, som Guldborgsund Kommune støtter fuglestationen i at gennemføre. Det er en lokal anerkendelse, som vi er glade for.

Se alle dagens tal fra Gedser Odde i DOFbasen her.

Folk på stationen: Hans Lind, Gert Juul Jeppesen, Joakim Matthiesen, Philip Elbek, Ole Friis Larsen, Anne Ramskov Hermanns and Robert Luttik