Gedser Fuglestation Blog
Her på Gedser Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.
Ingen pirol fanget i går, men - men . . . .
Morgenstund har guld i mund
Guldregnen blomstrer i haven, så det var måske et varsel om, hvad der måtte komme i dag! Men ellers startede dagen særdeles stille, der gik faktisk næsten 2 timer, før den første fugl gik i hejsenettet: En kærsanger/Marsh Warbler. En time senere fangede jeg en rødstjert/Redstart hun med yngleplet, så der er mindst to ynglepar af dem i haven i år. Hun havde en stor skovflåt på halsen, som hun blev befriet for
Rødstjert hun med flåt
Susanne var ved at gøre sig klar til at køre den lange tur hjem til Skiveegnen efter små to uger her på Danmarks sydspids, og ved godt halv ni-tiden tog hun af sted, og jeg gik på netrunde. Jeg kom hen til hejsenettet nær huset, da der hang en større fugl i næstøverste lomme. Der var modlys, så den virkede så mørk som en solsort, men var lidt større. Da jeg kom nærmere, glimtede der gyldne farver fra fuglen: En pirol/Golden Oriole! Jeg ringede straks til Susanne, der heldigvis stadig var i nærheden, så hun fik sig en ny mærkeart i form af en Guldpirol (det hed den for en del år tilbage).
På lukkerunden gav det en sumpmejse/Marsh Tit med rugeplet samt en Tornsanger/Common Whitethroat med ring.
Dagens mærkninger og genfangster/Today's ringing and recapture
Kærsanger/Marsh Warbler 1/0
Rødstjert/Redstart 1/0
Tornsanger/Common Whitethroat 0/1
Pirol/Golden Oriole 1/0
Sumpmejse/Marsh Tit 1/0
Total 4/1
Folk på stationen: Hans Lind, Susanne Primdahl til midt formiddag