Her på Gedser Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2024 (283)2023 (292)2022 (265)2021 (271)2020 (268)2019 (239)2018 (214)2017 (236)2016 (169)(se alle)

En anderledes dag

mandag 6. juni 2022
af Susanne Primdahl

Vejrudsigten lovede regn kl. 3, så jeg blev positivt overrasket over at kunne åbne tørre net kl. 3.45.
Et kig på DMI's radar slog hurtigt fast, at det nok ikke ville blive en standardmærkning i dag. Det lignede derimod en dag, hvor jeg skulle tjekke radar mellem hver eneste runde.

Udsigten til regn fik svalerne til at flyve lavt, og en Landsvale dristede sig så langt ned mellem havens buske for at fange insekter, at den overså et net og nu flyver rundt med en fin ring om det ene ben.
Anden runde gav en Gulbug, men så var jeg også nødt til midlertidigt at klappe nettene sammen, fordi regnen var lige på trapperne. Det så ud til, at jeg snart ville kunne åbne nettene igen, men det udviklede sig, så den ene byge fulgte den anden helt indtil kl. 9, men så blev nettene også åbnet igen, og jeg kunne arbejde uhindret, indtil der ikke var mere at komme efter kl. 14.15.
Faktisk kom jeg op på samme antal fugle som i går, omend fordelingen mellem ringmærkninger og aflæsninger var anderledes.

For to dage siden ringmærkede jeg Rødstjert hannen af yngleparret i æblehaven, og i dag blev det sørme fruens tur til at få ring på. Så må en anden ringmærker tage sig af ungerne senere, når de flyver fra reden.

IMG 3619 redstr
Rødstjert hun
Foto: Susanne Primdahl

På en senere runde havde jeg en meget mærkelig fangst. Der hang en regnorm helt oppe i næstøverste lomme i nettet i æblehaven, så vi kan vist godt udelukke, at den er kommet derop ved egen hjælp. Det er måske snarere Rødstjerternes unger, der er blevet snydt for en lækkerbisken.

DSC 0524 redstr
Sådan ser en enkelt portion Rødstjerte-mad ud.
Foto: Susanne Primdahl

Efter dagens første to netrunder tog Pia, som har været på besøg i fire dage, hjem til Jylland. Hun nåede at se en del forskellige arter i hånden, men hun fik ikke den ønskede Tornsanger og var nervøs for, at jeg ville fange den kort efter, hun var kørt.
Jeg håber, hun læser bloggen i aften, for jeg fik slet ingen Tornsangere i nettet, så hun gik ikke glip af den ved at køre tidligt.

I den lange ventetid jeg havde, mens jeg ventede på tørvejr, blev jeg underholdt af en firbenet gæst, som jeg kunne hygge mig med at fotografere og filme gennem vinduet.
Det var den råbuk, som holder til i området omkring fuglestationen, og den følte sig virkelig hjemme. Den brugte lang tid på at soignere sig, nippe lidt grønt, og på et tidspunkt lagde den sig ned og tyggede drøv.
Selvom den ikke er velkommen i haven, hvor den så nemt som ingenting kan lave store huller i nettene, hvis den vælger en uheldig rute, så var den god underholdning i ventetiden.

DSC 0518 redstr
Gad vide, om råbukken også bruger vores borde-/bænkesæt, når vi ikke ser det ;-)
Foto: Susanne Primdahl

Midt på dagen ankom Ole, som skal lave en træktælling ude på odden i morgen tidlig. Jeg var heldig, for han havde medbragt lækker kage til kaffen.

Dagens ringmærkninger med aflæsninger i parentes:

Landsvale / Barn Swallow   1 (0)
Jernspurv / Dunnock   0 (1)
Rødstjert / Redstart   1 (0)
Gulbug / Icterine Warbler   1 (3)
Gærdesanger / Lesser Whitethroat   0 (3)
Havesanger / Garden Warbler   0 (2)
Munk / Blackcap   0 (1)
Bogfinke / Chaffinch   1 (0)
Tornirisk / Linnet   1 (0)

Dagens total   5 (10)


IMG 3625 redstr
En af de mange Kvalkved, som blomster i haven for tiden.
Foto: Susanne Primdahl