Gedser Fuglestation Blog
Her på Gedser Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.
Få fugle, men masser af aktivitet
Endnu en stille dag på stationen er ved at slutte og vi har for tredje dag i stræk ringmærket 15 fugle, hvilket vi morer os lidt over. Trods en stille morgen har vi stadig hygget os og nydt dagen. Vi både startede og sluttede dagens ringmærkning med nogle fede arter som divergerede lidt fra de ellers mange gransangere og rødhalse vi har haft på det sidste. Første runde giver os en fin lille gråsisken og vi slutter af med en farlig (mener den selv) og bidsk hvid vipstjert der ellers nød at sætte næbbet i vores fingre.
En 2K han vipstjert der pænt poserede som dagens fugl. Foto: Signe Agermose
Dagen sluttede dog ikke bare fordi ringmærkningen for dagen er overstået. Solen skinnede og vejret skulle nydes over frokostperioden. Både Hans, Bo og Vibeke kom forbi og hyggede med os henover både formiddagssolen og middagssolen, så vi fik en yderst fornøjelig formiddag mens vi kom os over den hårde ringmærkningsdag (ish).
Resten af dagen gik med at birde en masse både på Lolland og Bøtø hvor der blev fundet en store mængder ænder samt et par traner, havørne og rørhøge som jo kun kan gøre sådan en dejlig dag endnu bedre. Philip og jeg besøgte efterfølgende Gert for at få et kig på hans enormt imponerende sommerfugle samling skabt over 40 år. Dette var en skøn oplevelse og vi fik set så mange flotte eksempler på både dag- og natsommerfugle af forskellige størrelser og farver. Desuden fik vi også mødt skønne Tulle (hans dejlige hund) som var simpelthen så sød og glad. Så alt i alt har det jo været endnu en skøn dag her på stationen.
Til sidst kan jeg da lige nævne vores tilbagevendende gæst på billedet herunder som kommer forbi hver aften på sin vej til mor og aftensmad. Man kan da ikke andet end at holde af sådan et nuttet lille væsen! Skal lige nævne at vi her på stationen har stor respekt for naturen og ikke forstyrrer den unødvendigt. Alle observationer og fotosessioner af dyret er derfor foregået på afstand i kortvarig periode.
Harekilling (vores faste aftengæst) på sin vej mod marken forbi huset.
Dagens ringmærkninger med aflæsninger i parentes:
Gærdesmutte / Wren 1 (3)
Jernspurv / Dunnock 5 (0)
Rødhals / Robin 0 (2)
Solsort / Blackbird 1 (0)
Vindrossel / Redwing 0 (1)
Gransanger / Chiffchaff 6 (1)
Hvid vipstjert / White wagtail 1 (0)
Lille Gråsisken / Lesser Redpoll 1 (0)
Dagens total: 15 (7)
Folk på stationen:
Signe Agermose, Philip Elbek, Susanne Primdahl, Eva Heering