Gedser Fuglestation Blog
Her på Gedser Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.
Lommer i lange baner og rekord for Fløjlsænder
Trækket på odden: Weekenden har været kold og blæsende på sydspidsen af Danmark, men trækket har være godt. Det store træk af Rødstrubede Lommer (Red-throated Divers) er på sit højeste i starten af december, men selv da er søndagens tal på 1.451 flot, og med 236 lørdag endte weekenden med en total på over 1.700 Rødstrubede Lommer – 1.687 forbitrækkende og 25 rastende på det noget urolige hav. 680 Fløjlsænder (Velvet Scoters) er ny dagsrekord for Gedser Odde, og 437 Havlitter (Long-tailed Ducks) var også et fint tal. Det er kun i december, at Gedser Odde byder på så store træk af de arter. Af de Sortstrubede Lommer (Black-throated Divers) blev det til 11 i løbet af lørdag og søndag. 113 Dværgmåger (Little Gulls) er også værd at bemærke.
Mange Rødstrubede Lommer trak forbi odden i weekenden, men nogle blev og rastede. Denne unge fugl fra i år ledte endda efter mad ganske tæt på kysten. Det frie øje på hvid baggrund viser, at det er en Rødstrubet Lom - hos Sortstrubet Lom går den mørke del af ansigtstegningen ned over øjet. Den snuskede halsside viser, at det er en ung fugl. Foto: Ole Friis Larsen/GFU
Læg dertil tusindvis af rastende Ederfugle (Eiders) og Sortænder (Common Scoters), som egentlig ikke behøver at trække længere, så længe der bare er mad nok ved Gedser Rev, samt flere hundrede Skarver (Cormorants), som fouragerede tæt sammen ved revet i hele weekenden og så ud til at fange masser af småfisk, der også havde stor interesse for snesevis af Hættemåger (Black-headed Gulls). Så var vi faktisk rigtig godt underholdt, selv om forholdene især søndag var vanskelige med hårde vindstød fra østlige retninger, der ikke er til at finde læ for ved den gamle marinestation.
Skarver og Hættemåger på jagt efter småfisk i revet. Foto: Ole Friis Larsen/GFU
Se alle tal for søndagstrækket ved Gedser Odde i DOFbasen ved at klikke her.
Ringmærkning:
Da det småregnede blev nettene sat lidt senere op og da der stadig lå noget på radaren blev kun 4 net som stod tæt på hinanden sat op. Det gav dog kun en fugl, men en er jo bedre end intet.
Lille dompap/Bullfinch 1
Folk på stationen: Preben Berg, Henrik Jørgensen, Ole Friis Larsen