Gedser Fuglestation Blog
Her på Gedser Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.
En stormfuld dag
Ringmærkningen: Hans Lind og Henrik er taget på tur i blæsten for at fange fugle i natten. Da det desværre var klart vejr og månen var fremme kunne fuglene se os før vi kom tæt på, et par ederfugle og en lille håndfuld vadefugle blev set flyve væk.
Trækket på Odden: Hård modvind fra sydvest og vest fik næsten to et halvt tusinde Bramgæs (Barnacle Geese) til at afbryde trækket tidligt torsdag morgen og søge ind over land, så de har nok fløjet over havet gennem natten. De tumlede ned på marken umiddelbart inde over kystskrænten. De var ikke sky, som de tusindvis af lokale Bramgæs, vi er vant til på markerne omkring Gedser, så det var også på den måde tydeligt at se, at det var nytilkomne gæs. Desuden kunne vi fornemme en rastløshed efter at komme videre mod vest, mens de lagde sig på stubmarken eller fouragerede i regn og rusk.
Bramgæs i tusindvis søgte ind over land i timen efter solopgang. De havde formentlig fløjet gennem natten og trængte til at hvile sig.
Et par af Bramgæssene under landing. Foto: Ole Friis Larsen/GFU
Anderledes med de mere havvandte Ederfugle (Eiders). De tog højst nogle minutters pause på havet ved mødet med revets bølger og hårde vindstød, før de fortsatte, og i løbet af formiddagen kom flere tusinde forbi. Mindre talrigt, men ikke mindre spændende var trækket af svømmeænder. Ind imellem forsvandt de i bruset fra bølgerne for blot at dukke op igen og fortsætte. Det var et interessant indblik i, at trækket ikke lader sig kue af vejrgudernes lune, men blot bølger op og ned i intensitet, og nogle gange at fuldt af overraskende naturoplevelser.
Svømmeænder kommer ofte i blandede flokke, som denne fra torsdag formiddag med Krikænder (Teals) - de mindste, især nederst til venstre på billedet - Skeænder (Shovelers) med store næb - nederst i midten og øverst til venstre - samt Pibeænder (Wigeons) - med lyse maver. Foto: Ole Friis Larsen/GFU
Lidt uventet var det også en håndfuld Spurvehøge (Sparrowhawks), som fortsatte ud over havet. Det samme gjorde nogle hundrede Kvækerfinker, som benyttede sig af en kortvarig opklaring med en lille times tørvejr og lidt blå himmel oppe mellem de grå skyer.
I fuglestationens tælling blev det til 7.900 fugle af 26 arter, og det var ikke ringe på en dag med vindstød på op til 23,7 meter i sekundet ifølge DMI’s målestation ved Gedser. Se alle registrerede arter og tal i DOFbasen ved at klikke her.
Nyt fra stationen: Efter dagens arbejde tog Susanne Primdahl og Tinna Selch hjem. Susanne har ringmærket fugle på Gedser Fuglestation i flere omgange og hører til den faste stab. Tinna har været i træning i nogle dage som træktæller. Det er altid ærgerligt, når dygtige folks vagter slutter, men så kan vi glæde os til næste gang, vi får muligheden for at arbejde sammen for fuglene.
Folk på stationen: Hans Lind, Henrik Jørgensen, Ole Friis Larsen.