Her på Gedser Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2024 (286)2023 (292)2022 (265)2021 (271)2020 (268)2019 (239)2018 (214)2017 (236)2016 (169)(se alle)

Regnen udeblev

mandag 27. september 2021
Vinden fra sydøst sørgede for tørvejr indtil 10 minutter før standardtiden var forbi.
af Vagn Lind og Ole Friis Larsen

Ringmærkningen: Vejrudsigten blev grundigt studeret til morgen og radaren kontrolleret. Vi havde været en del bekymret for, om vi kunne komme til at fange fugle, da der var lovet regnvejr. Bygerne drev dog heldigvis lige forbi og kom Fyn og Lolland til gode og vi slap med skrækken. I dag kom nemlig Højskolen forbi med et hold kursister, som var meget opsat på at se fugle i hånden. Det blev et gensyn med flere, som vi tidligere har haft besøg af hernede.
Heldigvis artede fuglene sig pænt og 11 arter blev fremvist og fotograferet til stor glæde for de fremmødte.

 Vi blev faktisk lidt overraskede over, at vi var nået op over 150 mærkede fugle i dag. Det føltes ikke sådan, men vi var jo også en del mærkere om opgaven. Det bliver så anderledes i morgen hvor Henrik og jeg bliver ene om at passe butikken. YES, - så tager vi også bare alle fuglene selv uden at skulle dele med de andre.


De samlede mærkninger fra i dag kommer i en update senere: Henrik har efter en tiltrængt "morfar" sat et par net op igen !!!
Det gav lige 15 fugle mere incl. 2 spurvehøge 
Fangster:
27sept21

Trækket på Odden: Solen var glødende, men ikke særlig rund, da den stod op over Gedser Odde mandag morgen bag et slør af dis. Mod vest trak tunge regnskyer op over Lolland og det nordlige Falster fra syd, men på landets sydspids sørgede vinden fra sydøst for tørvejr.

Gedser solen 00001 02

En ung kvinde sad længe på en bænk et stykke fra dagens observationspost, før hun kom hen og spurgte til arbejdet. ”Så du kommer her hver dag og ser solopgangen? Sikke en luksus” udbrød hun. Og det er lige, hvad det er. At se solopgangene i fred med bare lyden af hav, vind og fugle er et dagligt privilegium.

Trækket af fugle lagde hårdt ud allerede et kvarters tid før solopgang med småfugle i et endeløst langt bånd fra nord og ud over havet, så langt kikkerten rakte. Kålhøgne Spurvehøge (Sparrowhawks) så ud til at pible frem her og der for at jage småfugle, før de fulgte strømmen af fødeemner mod syd, og på havet tog småflokke af Ederfugle (Eiders), Pibeænder (Wigeons) og de små Krikænder (Teals) hastigt til som mørke silhuetter.

Sådan fortsatte det i nogle timer, før alle tre strømme tog af og stort set gik helt i stå, samtidig med at den nordgående drift af regnskyer trængte ind over land fra vest og gjorde de sidste ti minutter af standardtidens fem timer våde. Der var ingen grund til at blive længere, men det havde på alle måder været nogle travle timer, oven i købet med en Lærkefalk (Hobby) tæt forbi under skærmydsler med stedets måger (gulls) om retten til passage.

Gedser Laerkefalk 00001Set. Rovfugle har langt bedre syn end mennesker, og når vi opdager dem, har de allerede bemærket os, som her mandagens Lærkefalk. Foto: Ole Friis Larsen/GFU

Vi havde kun en enkelt observatør, og der kom ingen andre for at kigge med. Det rakte ikke til weekendens fine dækning af småfugletrækket, men for alligevel at dokumentere det fortsat store træk, blev pauser i strømmen af ænder på havet brugt på at tælle antallet af småfugle i tre minutter tre gange hver time. Fotos og observationer med kikkert tydede på, at de næsten alle var Bogfinker (Chaffinches) med nogle få Kvækerfinker (Bramblings) imellem.

Gedser Finketraek 00001Bogfinker med deres karakteristiske hvide felter på vingernes oversider. Dem var der flest af, men bemærk den næstnederste til venstre. De orange fjer på undersiden af vingerne afslører en Kvækerfinke. Foto: Ole Friis Larsen/GFU

Ved Gedser Odde blev det til tæt på 23.000 fugle af 37 arter i løbet af fem timer. Tjek tallene for de enkelte arter i DOFbasen ved at klikke her.

Nyt fra stationen: Weekendens mange unge frivillige tog hjem i løbet af søndag eftermiddag og mandag for at passe deres studier og job. Det bringer såvel antallet af personer som gennemsnitsalderen på bemandingen tilbage til den ’klassiske standard’. Lad os bare vedgå, at vi allerede savner dem.

Folk på stationen: Vagn Lind, Henrik Jørgensen, Ole Friis Larsen.