Gedser Fuglestation Blog
Her på Gedser Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.
Nøddekrage på fransk visit
Ringmærkning på stationen:
Endnu en god dag i haven, hvor vi igen kunne holde et antal over gennemsnittet for efterårssæsonen. Dog går antallet af fangster desværre nedad og vi forventer ikke ret mange fugle i de næste dage pga det varslede vejrlig.
I mangel af brugbare billeder fra i dag var jeg nødt til at gå i mit billedarkiv efter denne lille frækkert (Jernspurv) Gæt selv, hvad den har at sige ! Foto: Vagn Lind
Men dagen i dag blev igen en dag uden ret meget vind, tørt og solen kom fint frem op ad formiddagen.
Som det ses af tabellen var det igen Rødhalsene og Munkene, der dominerede og ud over en enkelt sen Broget Fluesnapper var der ikke noget særligt, der dukkede op. Vi håber dog stadig på, at der skal komme noget ekstra spændende. Om ikke før så på søndag, hvor vi holder åbent hus!
Dagens tal:
Trækket på Odden: Onsdagen begyndte i violet eller lilla, som mange sikkert opfatter som den samme farve, men det er det slet ikke ifølge nogle opslag på nettet. Begge farver er dog knyttet til noget fornemt og ophøjet, og det var lige præcis, hvad solopgangen var.
Oven i købet forsvandt skyerne hastigt, og formiddagen blev præget at opklaring, lidt tiltagende vind fra vest og stigende temperaturer, efterhånden som solen fik magt over skyer og dis. Det var en skøn dag, til noget træk, som aldrig rigtig blev til noget.
Over havet lagde Ederfuglene (Eiders) hårdt ud med op mod tusind forbipasserende i løbet af solopgangstimen, men så faldt kadencen for efterhånden næsten at dø ud. Et næsten totalt fravær af Sortænder (Common Scoters) og svømmeænder (dabbling ducks) fik havet til at se øde og forladt ud det meste af formiddagen.
Heller ikke landtrækket kom rigtigt i gang. Vi havde fine observationer af tre vidt forskellige Blå Kærhøge (Hen Harriers) med en adult/voksen han, en ung 1k han og en adult/voksen hun. Der kom også en del Spurvehøge (Sparrowhawks), efterhånden som disen forsvandt, og de formentlig kunne se land på den anden side af havet. Nogle Musvåger (Common Buzzards) blev ude over havet og fortsatte forbi odden.
Men så kommer vi til dagens lilla fornemhed med en enkelt fugl, der reddede hele dagens arbejde med træktælleriet, da en af os fik øje på en Nøddekrige (Spotted Nutcracker), som oven i købet var så venlig (over for os) at opgive sit træk og vende om ved den yderste spids for i stedet at stryge lavt over os ind mod fuglestationen, hvor den også blev set. Nøddekriger er kragefugle, og navnet er måske ligefrem en gammel forvanskning af Nøddekrage. De er lidt større end Skovskader (Eurasian Jays) og lever næsten på samme måde af nødder, bær, småfugle, og hvad de ellers kan finde – de er bare specialister i nåleskov. I Danmark kan vi være heldige at opleve to af flere underarter: Tyknæbbet Nøddekrige ssp. caryocatactes, (som forekommer i Skandinavien, længere nede i Europa og ind i det vestlige Rusland) samt Tyndnæbbet Nøddekrige ssp. macrorhynchos, der er den østlige variant i Rusland helt over til østkysten af Sibirien.
På fuglestationen har vi to gamle udstoppede Nøddekriger, som netop hver for sig repræsenterer de to underarter. Derfor var det et nærliggende hjemmestudium efter dagens træktælling at sammenligne fotografier af den levende Nøddekrige med de to udstoppede fugle.
Udstoppet Nøddekrige. Den østlige underart Tyndnæbbet Nøddekrige ssp. macrorhynchos har, som navnet fortæller, et længere og tyndere næb end den vestlige underart.
Udstoppet Nøddekrige. Den skandinavisk/europæiske underart ssp. caryocatactes har et forholdsvis kortere og tykkere næb.
Den ægte vare. Dagens Nøddekrige på Gedser Odde havde netop et forholdsvis kort og tykt næb, hvilket svarede fint til den underart, der forekommer i Skandinavien, Central- og Vesteuropa. Alle fotos: Ole Friis Larsen/GFU
Konklusionen må være, at den omkringflyvende fugl var af underarten Tyknæbbet Nøddekrige ssp. caryocatactes, hvilket selvfølgelig også er det mest nærliggende med den nærmeste forekomst i Sydsverige. Fuglestationens samling af gamle udstoppede fugle gjorde det sjovt og let at erkende forskellen på de to underarter.
Vi så i alt lidt over 3.300 fugle på træk over havet i løbet af seks timer. Deraf var næsten 2.600 Ederfugle i løbet af det første par timer. Se tallene for de enkelte arter i DOFbasen ved at klikke her.
Folk på stationen: Vagn Lind, Hans Lind, Ole Friis Larsen