Her på Gedser Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2024 (281)2023 (292)2022 (265)2021 (271)2020 (268)2019 (239)2018 (214)2017 (236)2016 (169)(se alle)

Flotte Spurvehøge og på jagt efter miner

onsdag 28. oktober 2020
På ringmærkningsfronten var det bedste et par gamle hanner af Spurvehøg (Sparrowhawk), og om eftermiddagen tog vi på tur efter miner til Fiskebæk Skov. På trækket var det også adulte hanner af Spurvehøge, der prægede dagen.
af Amanda Johannisson & Ole Friis Larsen

Ringmærkning: I dag kunne vi sove et helt kvarter længere(!), og skulle derfor først begynde at sætte nettene i haven op kl. 6.30. Vi blev dog forhindrede i dette, da den sidste regnbyge skulle ind over Gedser, og vi endte derfor med at udskyde opsætningen et kvarters tid. Alle net var oppe kl. 7.00. Trods regnen i løbet af de tidlige morgentimer holdt den kraftige vind stadig antallet af fugle i nettene nede. Selvom det måske kan virke lidt kedeligt, var det faktisk en super mulighed for at jeg kunne fordybe mig mere i de fugle vi nu engang fik fanget. Som ny i ringmærkningens verden kan det være overvældende at starte med et sted som Gedser, da der netop her dukker rigtig mange fugle op på én gang (hvilket jeg fik en smagsprøve af i mandags). Men med mere stille dage er der tid til, at jeg kan sidde med de fleste småfugle i hænderne, få kigget grundigt på fældningsgrænser, haleform, mål af vinger og fedt-scoring, hvilket jeg klart kan fornemme vil kræve mange eksemplarer før jeg virkelig bliver sej i feltet.

Dompap (Bullfinch) er tydeligt stadig den dominerende art i nettene, og jeg har været himmelrykt over endelig at se de buttede fugle med tyrenakke helt tæt på.

Dagen bød også på hele to Spurvehøge (Sparrowhawks) hanner, én i et spurvehøge-net og en anden i et småfugle-net. Lige rovfugle er jeg stadig lidt nervøs for at skulle håndtere grundet deres kraftige kløer, hvorfor Joshua pænt fik lov til at tage dem ud af nettene. Daniel ringmærkede den første, en formodet 2K han, der rigtig slog fra sig. Senere på dagen fik jeg dog samlet mig mod til at ringmærke den anden, som Daniel og jeg fik bestemt til en 3K+ han - et super flot individ med helt gråblå overside og meget kraftig orange øjenfarve. Begge blev selvfølgelig også testet for fugleinfluenza.

P1170346.JPG
En gammel han (2K) af Spurvehøg (Sparrowhawk)

P1170351.JPG
En endnu ældre han (3K+) af Spurvehøg (Sparrowhawk). Bemærk det gul-orange øje.

Hen ad eftermiddagen fik Joshua en længe ventet flamingokasse leveret, som skulle vise sig at være nøglen til at få alle fire ringmærkere ud ad døren og ud i felten igen. Vi kørte til Fiskebæk Skov, en små 10 minutter i bil fra fuglestationen, for at samle egeblade. Men ikke hvilke som helst egeblade - dem vi ledte efter skulle nemlig have haft besøg af Egepandeduskmøl (Tischeria ekebladella), hvis æglægning danner hvide og gullige plamager på egebladene. Disse plamager er hvad vi biologer kalder ’miner’, som er en struktur hvori larven spiser sig stor og fed fra bladet, indtil den laver en puppe og bliver til et fint møl. Joshua havde fået til opgave at finde egeblade med disse miner af Hans Henrik Bruun fra Københavns Universitet, så disse kan sendes videre til forskning i Sverige. I Danmark er vi så heldige at have en god bestand af Egepandeduskmøl, hvorimod der er langt imellem dem i både Norge og Sverige. Det var rigtig fedt at kunne bidrage til forskningen ved at gå en dejlig tur i skoven, og samtidig opleve noget andet end fuglestationens have og de omkringliggende marker.

IMG_6186.jpg

IMG_6196.jpg

IMG_6171.jpg
Miner af Egepandeduskmøl (Tischeria ekebladella) på egeblade

IMG_6179.jpg
Galle af Linsegalhveps (Neuroterus quercusbaccarum) på egeblad

IMG_6177.jpg
Amanda plukker blade

IMG_6210.jpg
Resultatet af dagens skovtur, som nu sendes til forskning i Stockholm

Nu sidder Daniel og taster data ind for dagens fangst, mens Emma og Josh kokkererer fiskefileter.

God aften her fra syden, og tak for at I ville læse med!

Trækket på Odden: Endnu en dag med heftigt morgentræk og over 5.000 Ederfugle (Eiders) samt flere hundrede Sortænder (Black Scoters) i strid modvind på op til 16 meter i sekundet, hvorefter det hele ebbede hurtigt ud, og festen på havet var forbi ved titiden. Måske er det bare sådan i modvind, at fuglene trækker, men holder tidlig fyraften, og onsdag kunne ligge på vandet og slappe af, mens solen brød igennem, himlen blev blå, og vinden løjede af helt ned til 11 meter i sekundet.

Fra land var der kun få fugle, som trak ud. Bemærkelsesværdigt var dog flere flokke af Ringduer (Woodpigeons) blandet lidt op med Hulduer (Stock Doves), et fortsat pænt udtræk af Stillitser (Gold Finches) samt nogle Råger (Rooks) og Alliker (Jackdaws), der tog flere tilløb, før de endelig forsvandt ud over bølgerne. En Sølvhejre (Great White Egret) kom elegant trækkende ind og forsvandt mod nord. Det er ikke alle, der skal sydover.

2810 Solvhejre han ad Fb 1Ikke alle trækker 'den rigtige vej'. En Sølvhejre (Great White Egret) kom imod strømmen ind over land fra sydøst og fortsatte nordpå. Den kan måske ses ved Bøtø nu. Foto: Ole Friis Larsen/GFU

2810 Duer 1Enlige specialiteter er altid en fest på træklokaliteter, men det virkeligt fascinerende på de fleste dage er de store mængder af almindelige fugle. Her et udsnit af en flok Ringduer, hvor udfordringen er i en fart at finde de Hulduer, der er imellem dem. Foto: Ole Friis Larsen/GFU

Desuden var der Spurvehøgene (Sparrowhawks); de satte for anden dag i træk et solidt fingeraftryk på det hele ved at komme susende ganske lavt over marken og bare fortsætte som torpedoer ud over vandet. De fleste havde nok prøvet turen før. Vi har tidligere i trækket haft store dage med Spurvehøge, men det har mest været unge fugle. Onsdag kunne vi – som sædvanlig – ikke køns- og aldersbestemme dem alle, men det forekom, at hovedparten var adulte/voksne hanner med blåtonede oversider og rustrøde undersider, der sprang i øjnene i det varme og lave sollys lidt op ad formiddagen, da opklaringen satte ind. Det er nok hannerne, der holder længst på territorierne og derfor kommer sidst, ligesom det er dem, der har mest travlt med at komme tilbage om foråret.

Efter standardtidens fem timer, var der ikke meget træk at se noget sted, men der var mange måger samlet på stranden, så måske ville det være muligt at finde og aflæse nogle med farveringe. Der var to med gule ringe, og de så spændende ud. Den ene var helt oplagt en ung Kaspisk Måge (Caspian Gull), men det var ikke til at aflæse ringen. Den anden havde også træk af Kaspisk Måge, men var ikke så oplagt. Det lykkedes til gengæld efter flere forsøg at tage nogle rimeligt skarpe billeder gennem teleskopet med mobiltelefonen, selv om det hele rystede i vinden, og koden på den ring skulle efter lidt research på nettet indikere en Kaspisk Måge fra Polen. Det vil vise sig, når der kommer svar på indrapporteringen.

Dagens ringmærkningstal:

28102020.JPG

Se dagens observationer fra Gedser Odde i DOFbasen her

Folk på stationen: Emma Engell Sohnemann, Daniel Whitelegg, Amanda Johannisson, Ole Friis Larsen og Joshua Emil Haahr