Her på Gedser Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2024 (281)2023 (292)2022 (265)2021 (271)2020 (268)2019 (239)2018 (214)2017 (236)2016 (169)(se alle)

En tur til Bøtø Nor og succes på stranden

tirsdag 27. oktober 2020
Spurvehøge dominerede i forblæst træk med få fugle både fra land og over havet.
af Joshua Emil Haahr & Ole Friis Larsen

Trækket på Odden: Tirsdag blev Spurvehøgenes (Sparrowhawks) dag. Lige over 70 er måske ikke noget imponerende tal, men i modsætning til dagens øvrige arter, kom de gennem hele perioden og trak igennem ud over det forblæste hav. Desuden var mange af dem adulte/voksne hanner med næsten lysende blå overside og rødtonet bryst. Vi kunne roligt kalde dem dagens dominerende art i trækket.

2710 Spurvehog frokost 1En af tirsdagens Spurvehøge (Sparrowhawks) var tanket godt op til turen over det forblæste farvand. Den fulde kro afslørede, at den netop havde indtaget sin frokost. Foto: Ole Friis Larsen/GFU

Vinden skiftede lidt mellem syd og sydvest, men holdt sig på 11-13 sekundmeter. Det er for norske meteorologer en ’lille’ kuling ifølge en tabel om vindstyrker. Vi blev snydt for løfterne om solskin i løbet af formiddagen. Det meste af tiden var der tæt skydække, og der var kun sol og blå himmel at se i korte perioder, men de var til gengæld interessante, for alle tilflyvende småfugle, som nåede helt ud på spidsen af odden, trak kun videre i de perioder, vi havde med blå felter på himlen. Resten af tiden vendte de konsekvent om, og derfor endte dagens træktal for småfugle med tal i den nedre del af skalaen.

2710 Stillitser 1Stillitser (Goldfinches) venter på bedre vejr i den yderste række af buske. De trak ud i et pænt antal, men kun i perioder med sol og blå himmel. Foto: Ole Friis Larsen/GFU

Tilsvarende var der kun ganske lidt træk på havet. Det skyldes måske snarere, at vi er ved at være i slutfasen af det meste af efterårstrækket, og der ikke er ret mange Ederfugle (Eiders) og andre ænder tilbage inde i Østersøen med trang til at trække videre nu.

Til gengæld kunne vi øve os lidt i måger. Ved Gedser Odde er der mulighed for at opleve hele tre slags Sølvmåger, hvis man er tålmodig og ser godt efter – den almindelige Sølvmåge (Herring Gull), Kaspisk Måge (Caspian Gull) og Middelhavssølvmåge (Yellow-legged Gull). Desuden kommer en del af det store træk af Stormmåger (Common Gulls) formentlig helt inde fra Rusland, og det kan betale sig at kigge efter den russiske underart heinei. Den er i gennemsnit lidt mørkere grå på oversiden end vores hjemlige version af Stormmåger, har lidt kortere næb, lidt længere vinger og lidt mere sort på vingespidserne. Endelig er der selvfølgelig en masse blandinger og overgangsformer mellem arterne og underarterne, ligesom der i Østersøen både er almindelige Sølvmåger med rosa og gule ben.

2710 Stormmage underside 1En af dagens unge Stormmåger (Common Gulls). Flere andre mågearters unge fugle har tilsvarende smukke mønstre på vingernes undersider. Foto: Ole Friis Larsen/GFU

Måger kan selvfølgelig også bare nydes, som de er. Tirsdag var vi bare to til stede til at tælle trækket, så vi havde ikke ressourcer til at tælle måger på træk, mens vi også skulle lede efter andre fugle over havet og holde øje med, om flokkene af småfugle trak eller ej. Der er imidlertid rigtig mange af dem ved Gedser Odde for tiden, og vi har netop fået svar om en Sølvmåge, som blev set på stranden 12. oktober med en grøn ring på det ene ben. Koden afslørede, at den blev ringmærket som unge 3. juni 2017 i Leba i Polen, 360 kilometer øst for Gedser Odde.

Ringmærkning: I mens jeg skriver disse ord og kigger ud af vinduet i stuen, rusker det i sommerfuglebusken i haven. Vinden har, siden i morges, blæst haven og fuglene omkuld med 12 m/s fra S-SV. Det har nemt kunne mærkes på mængde af fugle i nettene som bestemt har været sparsomt. Igen i dag fangede vi dog fint med Fuglekonger (Goldcrests) og Dompapper (Bullfinches), samt et par overraskelser som Stillits (Goldfinch), Kvækerfinke (Brambling) og Rødtoppet Fuglekonge (Firecrest).

IMG_6118.jpg
Fuglekonge (Goldcrest) øverst tilsammenligning med sin "fætter" Rødtoppet Fuglekonge (Firecrest)

IMG_6106.jpg
Stillits (Goldfinch)

 122864224_631480747528716_8519785932472534356_n.jpg
Dompap (Bullfinch) han og hun

122763901_746500292886507_8976963751383366246_n.jpg

Ved en 14-tiden kom Gert Jeppesen med den fremragende idé om ikke vi skulle give Bøtø Nor et visit. Det var vidst lige hvad vi alle havde brug for, så ind med teleskoperne i bilen og så afsted. Fra det sydlige fugletårn havde vi godt udsyn ud over naturreservatet, som bl.a. græsses af “vilde” Konik-heste. Deres færden og gumlen er med til at holde vegetationen lysåbne, samt at højne artsdiversiteten på arealet. Krikkernes selektive afbidning af forskellige urter skaber en form for mosaikstruktur med områder af forskellig plantehøjde og artssammensætning. Deres hestepærer er levesteder for et mylder af insekter herunder diverse gødningsbiller og møgfluer.

IMG_6120.jpg
Fra venstre: Amanda, Emma, Daniel og Gert i det sydlige Bøtø-tårn

Derfor er store planteædere, som heste og køer, vigtige at have gående på vores naturarealer, hvis vi vil stoppe tabet af biodiversitet på kloden. Ud over tilstedeværelsen af store græssere, er mål som at sikre mere urørt skov, samt at skabe en mere naturlig hydrologi (mængde og fordeling af vand) i vores skove og lysåbne arealer også essentielle tiltag man kan overveje. Kort sagt burde vi måske sigte mod at genskabe større og mere selvforvaltende naturområder (f.eks. på statens arealer) som vi i dag var vidner til at opleve ved Bøtø Nor og skov. Jeg holder, som i nok kan fornemme, meget af at fortælle folk om tiltag, som kunne hjælpe med at forhindre det relativt store tab af biologisk mangfoldighed vi alle er vidner til den dag i dag. Jeg synes, at biodiversitetkrisen er en undervurderet krise, der er mindst ligeså vigtig at debattere som corona- og klimakrisen, men nu tilbage til fuglene.

I går nat tog Amanda, Daniel og jeg ud for at gentage succesen med natfangst. Klokken var omkring 21.15 og blæsten susede i træerne ved Birkemoseskovens parkeringsplads. På stranden gik vi, tre unge birdere, på rad og række - lidt ala Egon, Benny og Keld fra Olsenbanden. Omkring 20 minutter efter vi havde tændt lommelygten, fangede vi denne oktobers første Stor Præstekrave (Common Ringed Plover) for GFU. Vi kunne ikke få armene ned af begejstring. Det at få lov til at observere en sådan fugl så tæt på, er ren lykke.

IMG_6105.png
En ungfugl af Stor Præstekrave (Common Ringed Plover) fanget ved Birkemose strand

Tilbage på stationen taster Daniel dagens fugledata ind på hhv. vores lokale ringmærkningsdatabase, Trektellen og DOFbasen. Emma og Amanda laver magi i køkkenet imens pejsen knitrer stille i baggrunden.

Jeg vil gerne, på hele GFUs vegne, sige tak for en herlig dag på Falsters sydspids. 

Dagens ringmærkningstal fra haven:

27102020.JPG

Se dagens observationer fra Gedser Odde i DOFbasen her

Folk på stationen: Daniel Whitelegg, Joshua Emil Haahr, Emma Engell Sohnemann, Amanda Johannisson, Ole Friis Larsen.