Her på Gedser Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2024 (282)2023 (292)2022 (265)2021 (271)2020 (268)2019 (239)2018 (214)2017 (236)2016 (169)(se alle)

Fuglekongerne udeblev

onsdag 7. oktober 2020
Fint træk af rovfugle på odden
af Joshua Emil Haahr og Ole Friis Larsen

Endnu en blæsende dag på GFU. Efter at vi havde hørt at Falsterbo havde ringmærket 800 fuglekonger (Goldcrest) i går, var vi meget spændte på antallet af fuglekonger dagen måtte bringe. Vi havde kasser klar fra morgenstunden, men der var ikke mange fugle i nettene. Derfor lukkede vi efter standardtid, og kørte til Bøtø Nor for at tjekke de rastende fugle. Det gav sortklire (Spotted redshank), blå kærhøg (Hen harrier) og sølvhejre (Great egret) som det bedste, samt en masse ænder og gæs.

Nu laver Michael Bjerregaard omelet og ellers glæder vi os til endnu en dejlig dag på Falsters sydspids.

Trækket på odden: Onsdag morgen begyndte uden de store forventninger, blæsende, grå og kold. Vi satte os i læ af buskene på det yderste af landets sydlige pynt og kiggede ud over vandet. Det var nok der, der ville komme fugle, hvis der kom nogen. Sådan kom det ikke helt til at gå. Nordfra begyndte der at komme Røde Glenter (Red Kites), og der kom flokke af småfugle, så vi flyttede hurtigt et par meter til en position med bedre udsigt ind over land og fik fin assistance af en lokal ornitolog, mens Spurvehøge (Sparrowhawks) kom susende tæt forbi. Havtrækket kom derimod aldrig rigtigt i gang. Under tusind Ederfugle (Eiders) er en tynd omgang i oktober, og de fleste af dagens lidt under 800 Blisgæs (White-fronted Geese) krydsede ind over land.

Rovfugletrækket blev bemærkelsesværdigt med to unge Vandrefalke (Peregrines), en Lærkefalk (Hobby), over fem hundrede Spurvehøge (Sparrowhawks), 30 Fjeldvåger (Rough-legged Buzzards), hvoraf alle, som vi kunne bestemme, var adulte/voksne hanner. Over 40 Røde Glenter (Red Kites) og 64 Tårnfalke (Kestrels) var også imponerende. Enhver, der har arbejdet med træktælling, ved, at Tårnfalkene (Kestrels) kan være svære at tælle. På lokaliteterne er der ofte en del fouragerende fugle, og det er ikke til at se, om det er de samme, eller der er ubemærket udskiftning. På Gedser Odde kan vi dog forholdsvis let følge gennemstrømningen på grund af områdets karakter.

0710 Hvepsevage a 1

Dagens Hvepsevåge (Honey Buzzard) må være en af de sidste i år. Foto: Ole Friis Larsen/GFU

Endelig var det også fint at få en ung Hvepsevåge (Honey Buzzard) med på listen. Det er ved at være slut med trækket af den art, som hurtigt forsvinder med Afrika fra midt i august, og oktoberobservationer er sparsomme. Et tjek i DOFbasen viste, at der i oktober 2018 blev set 9 Hvepsevåger ved 8 observationer – en af dem ligefrem på samme dato 7. oktober ved Gedser Odde. Det var en adult fugl, og træktællerne bemærkede, at den havde ”en skæv vinge”, så den var formentlig sent på færde på grund af en skade. I 2019 var der 11 observationer af Hvepsevåger i Danmark med kun en enkelt efter 5. oktober.

Dagens ringmærkningstal:
Ringmaerkede_fugle_7_okt.png

Se dagens observationer fra Gedser Odde i DOFbasen her

Folk på stationen: Jimmy Skat, Ole Friis, Emma Sohnemann, Michael Bjerregaard og Joshua Haahr