Her på Gedser Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2024 (283)2023 (292)2022 (265)2021 (271)2020 (268)2019 (239)2018 (214)2017 (236)2016 (169)(se alle)

Græshoppesanger og pandekager

onsdag 9. september 2020
af Emma Engell Sohnemann

Dagen i dag har været fyldt med hygge og dejlige fugle.

Morgenens ringmærkning gav os blandt andet Græshoppesanger, Rødrygget Tornskade og en skøn Gærdesmutte. Vi havde en del Munke og Sydlige Gransangere i nettene som gav Joshua og jeg anledning til at øve vores aldersbestemmelser af de to arter. Både Græshoppesanger og Rødrygget Tornskade var helt nye ringmærkningsarter for os, så bestemt en optur!

IMG_4038.jpg
1K Græshoppesanger fra dagens ringmærkning, foto: Joshua Haahr

IMG_4027.jpg
Rødrygget tornskade er en vild fugl at ringmærke! Den kan bare bide hårdt. 

I disse dage har vi også skulle tage fugleinfluenzaprøver af de Spurvehøge vi har ringmærket. Robert har heldigvis haft god erfaring med sig fra Holland, så vi har været i trygge hænder. Det er indtil videre blevet til fire spurvehøgeprøver, som er sendt til Statens Serum institut. 

Daniel Palm Eskildsen var ude på Odden i dag for at lave dagens træktælling sammen med vores hovedtræktæller Anders Prehn. Daniel berettede om selskab af yderligere to andre birdere, som alle havde fede fugle hele formiddagen. De havde bl.a. en rastende Dværgfalk, Almindelig Kjove og mange flokke af blandede ænder. Daniel fremhæver specielt Krikand, Pibeand, Spidsand, Sortand og Skeand. Træktællingens sum af sortænder sluttede af på over 1.000 stk.

IMG_4963.jpg
Dværgfalk rastende på marken, foto: Daniel Palm Eskildsen

Her til middag biksede jeg en pandekagedej sammen efter dagens ringmærkning. Et must i opskriften er et skvæt øl, godt med kardemomme og kærlighed. Derefter skulle den trække i et godt stykke tid i køleskabet.
Til eftermiddag blev de bagt på en pande over komfuret med lidt smør. Hvorefter vi spiste rub og stub med god marmelade som tilbehør, meen ikke bare almindelig marmelade. Det var nemlig brombærmarmelade lavet af bærene fra haven. 

Nu sidder vi i en duft af karrygryde som Robert laver til aftensmad, og venter på at Nina skal ankomme til fuglestationen. Hun skal nemlig også være her et par dage, og se de skønne fugle vi har omkring os her i området. Derudover skal hun også hjælpe til med ringmærkningen.

Tak for nu, og hej fra hytten på Sydfalster!

Folk på stationen: Joshua Emil Haahr, Daniel Palm Eskildsen, Nina Yasmin Ali, Robert Luttik og Emma Engell Sohnemann

Dagens ringmærkede fugle: 

ringmaerkede_fugle_9sep.png