Gedser Fuglestation Blog
Her på Gedser Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.
Sydøstenvind er den bedste vind!
Der var udsigter til en god dag allerede i går. Vinden skulle gå over i sydøst med 6-7 m/s, hvilket i Gedser perspektiv betyder havfugle og småfugle. Da jeg stod op hang skyerne lavt og vinden var meget svag. De første skovpibere kaldte på himlen og jeg var klar!
De lokale fuglekiggere forstår selvfølgelig også betydningen af sydøstenvind og vi var i alt 6 på morgenobs. Der var gang i ænderne allerede før solopgang og i de første 5 timer blev der talt 1005 sortænder og 780 krikænder. Derudover kom der også fine flokke af skeand og pibeand, og en let strøm af fjordterner og dværgmåger. Vi kunne også tælle 22 almindelige kjover hvor to af dem gav en fed opvisning.
En af de to almindelige kjover der fløj lige over hovedet på os. Foto: Philip
På land trak der pænt med småfugle domineret af skovpibere og gule vipstjerter. Også to lærkefalke trak ud, men ellers brød rovfuglene sig ikke om vejret! Se flere Observationer på DOFbasen.
I Fyrhaven ringmærkede Anton, Alex og Rie. Efter regn og rusk den forgående dag havde vi store forventninger til det helt store ryk i nettene. Desværre måtte vi konstatere på fjerde netrunde, at vi ikke ville få mange nye fugle ved at holde nettene oppe, og lukkede derfor nettene da antallet af nye fugle i nettene var minimalt.
Jeg (Rie) er på besøg her på GFU indtil starten af næste uge for at hjælpe til med ringmærkningen og få set lidt efterårstræk. Jeg ser frem til hvad de næste dage bringer og er allerede super glad for at have ringmærket to rødryggede tornskader!
Her til eftermiddag ankom DOF's Hovedbestyrelse, som er her i weekenden på deres årlige strategimøde. Derudover er Emma flyttet ind, som skal bo her på GFU de næste par måneder og blive oplært i ringmærkning.
Dagens ringmærkning:
Rørsanger / Reed Warbler 1
Nattergal / Thruhsh nightingale 1
Gulbug / Icterine Warbler 2
Gærdesanger / Lesser Whitethroat 9, recaptures 1
Tornsanger / Common Whitethroat 6, recaptures 3
Havesanger / Garden Warbler 3
Munk / Eurasian Blackcap 5, recaptures 2
Gransanger / Common Chiffchaff 1
Løvsanger / Willow Warbler 13, recaptures 1
Broget Fluesanapper / Pied Flycatcher 2
Rødrygget Tornskade / Red-backed Shrike 1
In total 44 ringed and 7 recaptures.
Anton, Kristoffer, Rie, Philip
Alex, Joshua, Emma