Gedser Fuglestation Blog
Her på Gedser Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.
Almindeligheder , MEN -
Hvor var det dejligt at vågne til meget stille vejr efter 2 dages hård blæst. Det sætter altid humøret et par grader op for så er der muligheder. Og der viste sig da også at være lidt fugle i haven i dag. Ikke i de antal, der trods alt var at finde i de første 14 dage af maj, men ”pænt” med fugle efter det Hans og jeg har været vant til.
Fuglene var repræsenteret med i alt 16 arter i dag, hvoraf 2 skiller sig ud:
En spætmejse, som vi ikke fanger ret tit
Og så dagens hit, som Hans allerede ved nettet var meget spændt på: en Acro med stor notch, som absolut ikke lignede en Rørsanger i farve og fremtoning.
Nu startede nørderiet for ringmærkere med målinger af de enkelte fjer (vingeformlen), næbmål, halemål mm, samt selvfølgelig fotografering i hoved og r**. Desuden blev et par løse dun indsamlet til DNA-analyse.
Men vi er ikke desto mindre overbeviste om, at vi lige havde mærket en BUSKRØRSANGER.
Det er den 7. i Gedser Fuglestations historie og den første for Hans.
Det sker for sjældent, men i dag kom de små glas derfor frem af skabet.
Her har vi den: Buskrørsanger i fuld figur, et glædeligt indslag i morgenens ringmærkning!
Nærbillede af buskrørsangeren, bemærk langt næb og øjenbrynsstriben går bag øjet
Dagens fangst
På stationen Vagn Lind, og fra i aften også Nina og Clausjannick
Intet nyt fra Syd-spidsen
Der er ikke så meget at berette om, - dagene ligner desværre hinanden meget med køligt og blæsende vejr, som ikke rigtig kan sætte skub i rastende fugle i Fyrhaven. Lidt skuffende, at vi da ikke skal have én dag med bare nogenlunde antal fugle.
Til gengæld når vi at få ryddet op i diverse kasser med aflagte, måske brugbare fugle-net. Får rengjort rundt omkring og lavet en del data-tjek, så der er OK når der igen på mandag er udskiftning på stationen.
Af fugle fra i dag kan nævnes kalorius som ses på billedet herunder, en adult Ringdue. Det er årets første og i det hele taget en almindelig fugl, som sjældent fanges her på stationen .
Hvem er mon det, der har så gul en bug ?
Dagens småfangster
På stationen Vagn Lind
Kongebesøg
Jeg tror jeg vil undlade at hælde vand ud af ørerne over det lave antal fugle i dette såkaldte forår. Nu igen var SV-vinden hård ved os hernede. Kun 153 meter net kunne sættes op i dag af samme grund.
Vi fik derfor lavet diverse andre opgaver, da vi skiftedes til at gå runder. Derfor blev der tid til datatjek og net-reparationer. Det skal jo også gøres.
Ingen fugle var der nok af, men blandt de få, der alligevel fandt vej til nettene var bl.a. en overraskende, fuldfed Fuglekonge-hun, som da godt nok var meget sent på den. Vi har da ikke set noget til arten et stykke tid. Hans genfangede en fin Hvid Vipstjert-han mærket som 2K sidste år.
Dagens tal
På stationen Vagn Lind
Regnen forsvandt da igen
Vi var til morgen noget i tvivl om, hvordan dagen mon ville forløbe her i Gedser. Yr.no og tv2vejret var temmelig uenige, men det blev heldigvis tv2vejret der vandt. !
Nettene skulle nu være oppe kl. 04:15 og mens vi efterfølgende lige sad med en kop kaffe, bemærkede jeg at der allerede var gået en fugl i nettet udenfor stuevinduet . Det tegnede jo godt for dagen, som allerede føltes forholdsvis lun i østenvinden.
At dagens første fugl skulle være en Lille Fluesnapper så vi først et par minutter efter !
En længe ventet Lille Fluesnapper - her en ungfugl - 2k - udklækket i 2020
Det satte selvfølgelig forventningerne noget op, og der var da også nye fugle som Nattergal, Rødstjert, Gulbug og Kærsanger i haven. Bundniveauet er hævet en smule nu, men det må gerne komme højere op.
Vi blev nødt til at holde 55 minutters regnvejrspause med nettene lukket. Herefter klarede det op og vi kunne fortsætte og udvide fangsten med en time for at lave en standardfangstdag.
Billeder fik jeg ikke rigtig nogen af i dag.
Hans har lidt af ”den lille”, som han nok sætter i senere i dag
Dagens fangst
På stationen Vagn Lind
Karmindompap og svaler
Efter at bunden blev nået i går, hvad antal fugle angår, kan vi kun sige, at det er blevet bedre. Men ikke særlig meget. Vi holder os stadig nede på lave tal. Vejret og specielt blæsten viste sig ellers til morgen fra den lidt venligere side. Egentlig kunne der godt være dukket en masse spændende op efter det lidt voldsomme blæsevejr i går morges.
Og lidt blev vi da også belønnet med:
For det første er ”anden bølge” (som man siger) af Afrika-trækkerne måske så småt på vej. I alt fald var både Gulbug, Digesvale, Landsvale, Tornsanger og Havesanger godt repræsenteret blandt dagens 23 fugle.
Imellem var der endvidere årets første fangede Digesvaler og årets anden Karmindompap
Digesvale
Gulspurv
Karmindompap
Som ekstra belønning fangede vi en Landsvale med med tysk ring. Det er vist første gang i stationens historie at vi fanger en udenlandsk ringmærket svale. Det bliver spændende at se, hvor den er fra.
Den tyske Landsvale
Morgendagen ser lidt skidt ud for fuglefangst. Vi ser i morgen, hvor meget den kan blive til.
Dagens fangster:
På stationen: Vagn Lind
Ikke en "Nul-dag", men næsten . . . . . . . !
Dmi.dk og yr.no var enige om kraftig vind, men dog uden nedbør, og det kom så sandelig til at passe: Ved starten på netoplukningen var der blæst fra syd og sydvest - 14 m/s med 17m/s i vindstødene, så det var ikke muligt for Vagn, Søren og undertegnede at sætte mere end halvdelen af nettene. Heldigvis er der kommet blade på træer og buske nu, og det giver da lidt læ nogle steder.
Haven var så godt som fugletom, kun en enkelt solsort havde kræfter til at bryde ud i sang. Så det var med ængstelse, om det skulle blive den første dag uden en eneste mærkning. Halvtimes-runderne de første to timer gav absolut intet, men derpå kom der da et par enkelte aflæsninger af egne fugle: gærdesanger og tornsanger. Vi skiftedes til at gå runderne, indtil standardtiden var gået kl. 09:30. Det lykkedes at fange og mærke en gulbug samt en gammel han af bogfinke, som vi fik, mens vi havde besøg af drengen Robin og hans morfar.
Et af havens rådyr fik ædt nogle blade i formiddags lige uden for huset
Dagen blev også udnyttet til at få lavet datatjek, og Vagn er blevet helt pjattet med af reparere net: HURRA for det! Det er især vores harer og rådyr, der skaber problemet med store huller i nettene og sprængte bundsnore, men hvis nettene ellers ikke er møre, så skal de repareres.
I dag kom der nyhedsbrev fra DOF, https://www.dof.dk/om-dof/nyheder?nyhed_id=1971, hvor der fokuseres på, hvorfor de fugle, som overvintrer i Afrika, er forsinkede i år.
Dagens ringmærkede og aflæste fugle:
Gulbug, Icterine Warbler 1
Bogfinke, Chaffinch 1
Gærdesanger, Lesser Whitethroat 3 aflæst
Tornsanger, Common Whitethroat 1 aflæst
Så ka det da snart ik bli værre
Fangstantallet fortsætter desværre stadig sin nedtur. Der er snart ikke længere trækfugle tilbage i området. Færre og færre fangster, ØV.
Nå, men små lyspunkter er der da trods alt: Woody Woodpecker fra de store skove sad pludselig i hejsenettet i dag og blev dagens mest fotograferede. Og flot og eksotisk ser han jo også ud !
Stor flagspætte, han
Hale-billedet fra 21. maj var: Rødstjert
Dagens små tal:
På stationen: Vagn Lind, Søren Mygind, - og på loftet Tom og Poul
Et magert forår 2021
Vi har kigget lidt i årsrapporterne og kan se, at 2021 udmærker sig ved at være det magreste år. De andre år har ligget på ca 2700 på nuværende tidspunkt. I år kun 2145.
Der mangler altså over 500 forårsfugle i nettene sammenlignet med de seneste 3 år. Det våde, kølige og blæsende vejr må vel få skylden.
Vi skulle i dag have besøg af et naturhold fra Højskolen med foredrag, fremvisning af fugle fra ringmærkerne, kaffe mm.
Vi frygtede endda, at det ikke kunne foregå udendørs som vi plejer. Vejrudsigten var ikke for god. Ikke desto mindre var vejret nu ikke at klage på fra morgenstunden, måske lidt køligt og blæsende, men ellers OK.
Haven derimod var i morgentimerne næsten fugletom, og da gæsterne først skulle dukke op kl. 9, hvor det plejer at ebbe voldsomt ud i fangsten, frygtede vi, at er slet ikke ville blive nogen fugle at vise frem.
Det gik så heller ikke som vi troede: et bredt udvalg af både Bogfinke, han og hun, Tornirisk han og hun, Havesanger, Kærsanger, Tornsanger, Gærdesanger og Gransanger lykkedes det at fange og vise frem for de meget interesserede besøgende.
Kærsanger, årets første. I 2020 fik vi også den første d. 21. maj !!
Grå Fluesnapper
Dagens gættehale (20.maj) var en Rødrygget Tornskade
Vi fortsætter da bare med endnu én (svar kommer i morgen)
Dagens magre fangstantal:
På stationen: Vagn Lind, og fra i aften desuden Søren Mygind
Besøg fra Afrika
Endnu en dag med et slattent antal fugle i stationshaven. Den kølige og ret kraftige vestenvind har sikkert sat en stopper for fremdriften af de trækgæster, som MÅ befinde sig lige her sydfor. Vinden slipper vi jo nok ikke for i morgen heller, og nok heller ikke for lidt drypperi. I det mindste ser det ud til at retningen bliver fra syd i morgen, så må vi se, hvad det kan bringe.
Små antal fugle har vi generelt måttet affinde os med i dette forår, men i dag vil jeg da glæde mig over, at der var flere Afrikatrækkere imellem. Hele 3 Brogede fluesnappere blev det til samt Rødrygget Tornskade, Løvsangere, Havesanger, Rødstjert og Gulbug
Broget Fluesnapper hun
Rødstjert, hun.
Gættehalen fra i går (19. maj) var en STILLITS
Men I får da bare en ny: (svar følger i morgen)
Dagens lave antal fangede fugle:
På stationen: Vagn Lind,
samt besøg af havehjælpegruppen, som slog græs, klippede hegn og ordnede den hullede vej. TAK for indsatsen, gutter !!
"For ovenover alting stråler Moder Sol"
Altså, vejret har været dejligt i dag. Vi har også haft besøg af Gert. Solen har skinnet og det har ikke regnet.
Æbletræerne blomstrer og humlebierne summer.
Det lyder da alt sammen meget positivt, MEN …..
Derudover har det på fuglefronten været temmelig skuffende, som tallene jo også viser. Derfor er der ikke så meget spændende at berette om.
Dagens fugl: Bogfinke han
Gæt en hale : svaret kommer i morgen
Eftermiddagen er gået med reparation af net. Det er en tidrøver, men er vist godt givet ud. Hans er i alt fald ganske godt tilfreds med, at lillebror er gået i gang med opgaven.
Dagens magre udbytte:
Folk på stationen: Vagn Lind