Gedser Fuglestation Blog
Her på Gedser Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.
Morgenregn i stride strømme
Da vækkeuret ringede, sjaskede regnen ned, og det blev en våd fornøjelse, da nettene endelig kunne åbnes en halv time for sent.
Det betød til gengæld, at fuglene var vældig aktive efter regnvejret, så der var noget at lave på de første runder.
Faktisk har jeg ingen fuglebilleder til bloggen, for alle dagens fugle blev fanget i løbet af de første par timer, og så gik resten af formiddagen med rene motionsrunder, lige bortset fra en enkelt Kærsanger (dem der ikke vil fotograferes) og genfangst af den Rødstjert, jeg viste i går.
Det dur jo ikke med en blog uden billeder, så jeg var heldig, at der sad en flot Moskusbuk i et af nettene, da jeg lukkede. Den var godt nok stor, men 100% venligsindet og flot med solen skinnende i "metallakken".
Moskusbuk
Eva tager hjem i morgen, så i eftermiddags skulle vi lige op og se den nye udsigtsplads ved Bøtø Nor. Hvor er det dejligt, at der nu er et sted, hvor man har solen i ryggen, når man besøger området om eftermiddagen.
Eva læser lidt informationer om området, før vi går hen til observationsplatformen.
Her bliver lidt stille, når Eva tager hjem, men så er det godt, at Søren Mygind kommer og holder mig med selskab, samt tager sin del af tørnen ved nettene.
Forhåbentlig får vi lidt flere fugle at deles om.
Dagens ringmærkninger med aflæsninger i parentes:
Rødstjert / Redstart 0 (1)
Solsort / Blackbird 0 (1)
Kærsanger / Marsh Warbler 6 (0)
Gulbug / Icterine Warbler 4 (1)
Gærdesanger / Lesser Whitethroat 5 (1)
Tornsanger / Common Whitethroat 1 (0)
Gransanger / Chiffchaff 1 (0)
Løvsanger / Willow Warbler 1 (0)
Tornirisk / Linnet 1 (0)
Dagens total 19 (4)
Smådryppende dag
Tågen hang lavt, da jeg åbnede net i morges. Idet jeg passerede indkørslen til fuglestationens område, kastede jeg et blik over mod Poststien på den anden side af vejen, og så snart alle net var åbnet, måtte jeg tilbage for at tage et billede af det smukke landskab.
Nu skal bloggens overskrift jo ikke misforstås. Vi har skam haft tørvejr hele dagen - det var fuglene, der kom smådryppende helt fra første runde, og de sidste tre runder var der ikke flere at tage af.
Det blev endnu en varm dag i havens netbaner, hvor der er læ for vinden, og de sidste runder var næsten ikke til at holde ud i den fugtige luft, hvor sveden ikke rigtigt ville fordampe fra huden.
Kærsangerne toppede listen over ringmærkninger i dag, og da de også har været pænt repræsenteret de foregående dage, er jeg efterhånden nødt til at vise et billede af en af dem.
De er bare ikke til at få til at sidde pænt til foto, så I må nøjes med et uskarpt billede, hvor man tydeligt kan se, at den skælder fotografen godt og grundigt ud.
Kærsanger
Så var dagens Rødstjert lang mere forstående overfor fotografens ønsker.
Ung Rødstjert
Dagens ringmærkninger med aflæsninger i parentes:
Jernspurv / Dunnock 0 (1)
Rødstjert / Redstart 1 (0)
Solsort / Blackbird 0 (2)
Kærsanger / Marsh Warbler 5 (0)
Gulbug / Icterine Warbler 1 (0)
Gærdesanger / Lesser Whitethroat 2 (0)
Tornsanger / Common Whitethroat 2 (1)
Havesanger / Garden Warbler 2 (2)
Munk / Blackcap 1 (0)
Gransanger / Chiffchaff 1 (0)
Skovspurv / Tree Sparrow 0 (1)
Dagens total 15 (7)
Jeg vil slutte dagens blog af med et billede af min værelseskammerat. Jeg listede mig til at slå blitzen til og fotografere den, da jeg stod op i morges.
Sød museedderkop, ikke?
Jubiii - intet skybrudsvarsel til morgen
Det var en god start på dagen at opdage, at der ikke længere var skybrudsvarsel for Gedser. Det kom så på igen senere, men først fra kl. 11, hvor standardmærkningen ville være overstået.
Jeg holdt alligevel godt øje med DMI's radar, og Eva blev i aftes instrueret i, hvordan hun kunne hjælpe ved at klappe nettene sammen, hvis jeg pludselig fik travlt med at tømme for fugle pga. regn.
Eva er min veninde fra Lyngby, som flere gange har benyttet sig af den lette adgang til at besøge mig, når jeg er i Gedser.
Men der kom flere på besøg i løbet af morgenen. Robin på 11 år kom forbi sammen med sin morfar, Bent.
Robin er meget fugleinteresseret, og jeg var imponeret over, at han kunne kende samtlige fugle, så snart jeg tog dem op af posen.
Fuglekyndige Robin skulle selvfølgelig holde et par fugle og have lov til at slippe dem fri. Her er det en Gulbug, og senere slap han en flot Tornirisk han fri.
Foto: Bent Aksel Kofoed
Der var fugle fra morgenstunden, men det gik ret hurtigt i stå, så det blev ikke til så meget totalt set. Der var flest Gulbuge i dag, og en enkelt af dem havde en ring på, hvor nummeret ikke umiddelbart virkede bekendt. Men ringen var dansk, så jeg spekulerede ikke mere over det, mens ringmærkningen stod på.
Da dagens fugle skulle tastes i fuglestationens ringmærkningsdatabase, viste det sig, at den Gulbug faktisk var ringmærket et andet sted. Den blev indrapporteret til Ringmærkningscentralen, og der kom lynhurtigt svar tilbage, at fuglen var ringmærket på Christiansø den 21. maj sidste år. Dengang blev dens alder også noteret som 2K+, så den er altså kommet til verden i 2019 eller tidligere.
Dagens ringmærkninger med aflæsninger i parentes:
Solsort / Blackbird 1 (0)
Kærsanger / Marsh Warbler 4 (0)
Rørsanger / Reed Warbler 1 (0)
Gulbug / Icterine Warbler 7 (2)
Gærdesanger / Lesser Whitethroat 2 (3)
Tornsanger / Common Whitethroat 1 (1)
Havesanger / Garden Warbler 2 (0)
Munk / Blackcap 1 (0)
Bogfinke / Chaffinch 0 (1)
Tornirisk / Linnet 1 (0)
Gulspurv / Yellowhammer 0 (1)
Dagens total 20 (8)
Truende regn reducerede omfanget af dagens ringmærkning
Det var sådan en dag med en nedbørsradar, som kan gøre en ringmærker nervøs, så jeg valgte at nøjes med 101 netmeter, så jeg hurtigt kunne lukke, hvis det blev nødvendigt.
Da alle net var åbnet, gik der heller ikke mere end en halv time, før jeg måtte klappe dem sammen, fordi radaren viste, at en kraftig byge ville ramme fuglestationen i løbet af ca. 5 minutter.
Det blev ikke til noget særligt, og 40 minutter senere var nettene åbne igen. Jeg kunne godt have klaret det med et par hurtige netrunder, men det er jo altid nemt at sige bagefter.
Fuglene holdt søndagsfri i dag. Kun 10 kiggede forbi, hvoraf de 7 fik en ring på, og de 3 fik aflæst den ring, de allerede havde.
Den sidste fugl i dag var en nyudfløjen Gulbug, som jeg efter ringmærkning slap fri samme sted, som den var blevet fanget.
Ung Gulbug, som ganske nyligt har forladt reden. Hale og vinger er slet ikke vokset ud i fuld længde endnu, og den har også stadig sine store gule mundvige.
Jeg glæder mig til morgendagens ringmærkning, efter DMI har pillet de store regnmængder af vejrudsigten. Forhåbentlig ser det lige så positivt ud, når jeg skal ud og åbne net kl. 4.15.
Dagens ringmærkninger med aflæsninger i parentes:
Solsort / Blackbird 0 (1)
Gulbug / Icterine Warbler 2 (1)
Gærdesanger / Lesser Whitethroat 1 (0)
Gransanger / Chiffchaff 1 (1)
Tornirisk / Linnet 3 (0)
Dagens total 7 (3)
I dag var jeg nødt til at skifte gear
Efter de foregående stille dage, hvor jeg har kunnet slentre rundt på netrunderne, blev jeg pludselig nødt til at skifte gear i dag, for der var fugle i nettene. Efter de første 2 timer havde jeg pillet 29 fugle ud af nettene, men så gik det lidt i stå, og resten af dagen kom kun yderligere 16 fugle til.
Der går stadig rigtig mange ungfugle i nettene og også stadig stedets voksne ynglefugle. De ligger alle lavt i fedtscore. Men der er samtidig begyndt at komme flere voksne fugle igennem, som er virkelig velpolstrede og ved at være klar til at flyve syd på.
I dag kom otte Kærsangere, en Rørsanger og flere Gulbuge forbi, som så ud til at være fugle, der så småt er begyndt på efterårstrækket.
I går ringmærkede jeg tre nyudfløjne Gråspurve, og i dag kom fatter forbi ringmærkningsbordet. Han var i gang med fældningen ovenpå ynglesæsonen, og sjældent har jeg set en fugl, som manglede så mange vingedækfjer og havde så mange delvist udvoksede nye svingfjer.
Jeg synes, ringen pyntede på hans lasede udseende. Han var muligvis ikke enig, for han bed mig i fingeren, da jeg fotograferede ham.
Gråspurv han
Der kommer stadig unge Gransangere forbi hver dag. Jeg har vist ikke bragt et billede af nogen af dem endnu, så det skal være i dag.
Ung Gransanger
Den allersidste fugl i dag var en art, jeg sjældent har ringmærket, selvom jeg før har set den her i Gedser. Det var en ung fugl, så knap så farvestrålende, som en voksen han ville have været, men helt sikkert en fin fugl.
Ung Karmindompap
Dagens ringmærkninger med aflæsninger i parentes:
Rødstjert / Redstart 1 (0)
Solsort / Blackbird 0 (2)
Kærsanger / Marsh Warbler 8 (0)
Rørsanger / Reed Warbler 1 (0)
Gulbug / Icterine Warbler 10 (1)
Gærdesanger / Lesser Whitethroat 1 (2)
Tornsanger / Common Whitethroat 3 (3)
Havesanger / Garden Warbler 2 (1)
Gransanger / Chiffchaff 3 (0)
Musvit / Great Tit 1 (0)
Gråspurv / House Sparrow 1 (0)
Skovspurv / Tree Sparrow 1 (0)
Tornirisk / Linnet 1 (0)
Karmindompap / Common Rosefinch 1 (0)
Gulspurv / Yellowhammer 2 (0)
Dagens total 36 (9)
Tilbage på samme antal som i forgårs
Der har ikke været mange fugle, men jeg har faktisk kun gået en enkelt tom runde i dag. Det gør altså en kæmpeforskel at have en enkelt fugl eller to med tilbage i forhold til at gå hele runden fuldstændig forgæves, så jeg er i godt humør i dag.
Jeg fik også besøg af Bo Kayser, så vi fik gennemgået hele verdenssituationen over frokosten, som blev nydt i solen ude foran huset. Det er altid hyggeligt at få besøg, når jeg er på GFU, for det er typisk mennesker, jeg kun ser, når jeg er herovre.
For at komme tilbage til fuglene, så kan jeg konstatere, at Gråspurveungerne har forladt redekassen. Jeg har sat ring på tre af dem i dag, og de har ikke været længe ude i den store verden, for deres vinger var så korte, at ringmærkningsdatabasen brokkede sig, da jeg indtastede målene.
Deres vinger målte hhv. 64, 68 og 69 mm., og en voksen Gråspurv har en vingelængde på 71-85 mm.
For sjov målte jeg også deres korte haler, og der var også et stykke vej til voksenlængde på 50-69 mm., idet ungernes haler lå mellem 42 og 50 mm.
Nyudfløjen Gråspurveunge - læg også mærke til de store gule mundvige.
Jeg fik også en fugl i hånden i dag, som bed mig lidt i fingrene. Det var en Rødrygget Tornskade, og heldigvis for mine fingre var det en ungfugl, for de har ikke så skarpt næb som de voksne.
Jeg er ret vild med tornskader, så det var et dejligt besøg. Og så synes jeg, en ung Rødrygget Tornskade har en utrolig flot fjerdragt. Prøv bare at nærkigge billedet af den.
Ung Rødrygget Tornskade, der smiler til fotografen
På dagens den allersidste runde oplevede jeg dagens allerhøjeste nuttethedsfaktor. Der sad to nyudfløjne Gærdesangerunger, som helt sikkert lige havde forladt reden. Deres vinger og haler var så korte, at de nok kun lige akkurat kunne flyve. De fulgtes ad, for de sad lige ved siden af hinanden i nettet.
De fik hurtigt en ring på hver, og så blev de båret tilbage til det sted, hvor de blev fanget, så de hurtigt kunne blive genforenet med forældre og eventuelle andre søskende.
Jeg tillod mig dog lige at tage et par billeder af dem, før jeg slap dem fri.
Nyudfløjne Gærdesangerunger
Dagens ringmærkninger med aflæsninger i parentes:
Landsvale / Barn Swallow 1 (0)
Solsort / Blackbird 1 (0)
Kærsanger / Marsh Warbler 3 (0)
Gulbug / Icterine Warbler 1 (2)
Gærdesanger / Lesser Whitethroat 2 (1)
Tornsanger / Common Whitethroat 0 (1)
Havesanger / Garden Warbler 0 (1)
Munk / Blackcap 1 (0)
Gransanger / Chiffchaff 1 (0)
Træløber / Treecreeper 0 (1)
Rødrygget Tornskade / Red-backed Shrike 1 (0)
Gråspurv / House Sparrow 3 (0)
Tornirisk / Linnet 1 (0)
Dagens total 15 (6)
Det går den helt forkerte vej
Der har sandelig ikke været meget at lave i dag. Netrunderne har selvfølgelig været der, og de har været lige så lange at gå, som enhver anden dag.
Men bunden må da snart være nået med kun 9 fugle ringmærket og 4 aflæst.
Det så ud til, at Gulspurvenes unger havde fået lov til at lege uden opsyn, for der var hele tre, som overså nettet og fik ring på tidligt i morges. Gulspurv kom således til at udgøre en tredjedel af dagens ringmærkninger.
En ung Gærdesmutte kom også forbi, og blev både ringmærket og fotograferet.
Gærdesmutte
Jeg synes, en Træløber altid er noget særligt i hånden, og en juvenil fugl, hvor hver en fjer er fuldstændig ny, er bare så smuk. Den kunne godt opveje en hel del af de fugle, der udeblev.
Træløber
Jeg var rigtig glad for den Sortstrubede Bynkefugl, jeg ringmærkede i går. Det var nok en af dens søskende, der kom forbi i dag, men den blev ikke fotograferet.
Det blev til gengæld det par, der måske er forældre til dem, da jeg gik tur på engen sidst på dagen i går. Hans kan i hvert fald fortælle, at de tit er set derude.
Billedet er taget i modlys på for stor afstand, men de er der.
Sortstrubet Bynkefugl, hun til venstre og han til højre.
Dagens ringmærkninger med aflæsninger i parentes:
Gærdesmutte / Wren 1 (0)
Sortstrubet Bynkefugl / Stonechat 1 (0)
Gulbug / Icterine Warbler 1 (1)
Tornsanger / Common Whitethroat 1 (1)
Munk / Blackcap 0 (1)
Musvit / Great Tit 1 (0)
Træløber / Treecreeper 1 (0)
Tornirisk / Linnet 0 (1)
Gulspurv / Yellowhammer 3 (0)
Dagens total 9 (4)
12 arter på 15 ringmærkninger
Når jeg ikke kan prale af en masse ringmærkede fugle, må jeg jo finde på noget andet.
Og så synes jeg faktisk, der har været et imponerende antal forskellige arter i forhold til det antal, jeg har sat ring på i dag.
Ungfuglene har igen domineret fuldstændigt, så jeg vil gerne vise fire af dem her.
Husrødstjert
Havesanger
Tornsanger
Sortstrubet Bynkefugl
Dagens ringmærkninger med aflæsninger i parentes:
Landsvale / Barn Swallow 1 (0)
Husrødstjert / Black Redstart 1 (0)
Sortstrubet Bynkefugl / Stonechat 1 (0)
Kærsanger / Marsh Warbler 2 (1)
Gulbug / Icterine Warbler 1 (2)
Gærdesanger / Lesser Whitethroat 1 (0)
Tornsanger / Common Whitethroat 3 (3)
Havesanger / Garden Warbler 1 (0)
Munk / Blackcap 1 (0)
Gransanger / Chiffchaff 1 (0)
Løvsanger / Willow Warbler 1 (0)
Tornirisk / Linnet 1 (0)
Dagens total 15 (6)
Efter afsluttet ringmærkning tjekkede jeg de ubrugte net ved søen. Det var godt for denne guldsmed, som var kommet til at sidde fast i det ene net.
Stor Kejserguldsmed
Det var heldigvis kun en enkelt tråd, der var kommet rundt om den ene vinge, så den slap heldigt fra oplevelsen. Da jeg havde befriet den, bed den mig i fingeren som tak for hjælpen. :)
Der er masser af blomster på engen omkring søen, og så er der selvfølgelig også sommerfugle. Jeg vil slutte af med et foto af en af de smukke blå.
Almindelig Blåfugl
Stille start på efterårssæsonen
Det har været et fantastisk vejr med blå himmel, 15-17 grader og en vindstyrke på 1-6 m/s fra nordvest drejende til vest. Jeg synes, det har været perfekt ringmærkningsvejr, men der var bare lige den hage ved det, at fuglene svigtede mig.
Der var kun to fugle på første runde, men allerede på anden runde var der ni fugle, så det så ud til at gå den rigtige vej. Men resten af tiden var der adskillige tomme runder, og kun af og til en fugl eller to.
Så er 5 timer og 45 minutter altså lang tid, men jeg fik min motion, og det er jo også en god ting.
Det er alligevel sjovt at se, hvordan tingene ændrer sig fra dag til dag. Mine to første dage har givet flest Tornsanger, Gulbug, Gransanger og Tornirisk, og langt hovedparten har været ungfugle.
I dag har der slet ikke været Tornsanger og Tornirisk, og der var kun en enkelt Gransanger. I stedet er der kommet Rør- og Kærsanger til, og blandt Gulbugene i dag var 75% voksne fugle.
Jeg havde besøg af en enkelt Gærdesanger i dag. Den havde ring på venstre ben, og så tænker jeg altid, at det måske kan være en af mine egne, for de fleste sætter ringen på fuglens højre ben.
Det viste sig at være rigtigt. Jeg ringmærkede den som 2K-fugl den 24. april 2020. Den er siden blevet aflæst her på fuglestationen ti gange i 2020, og jeg kan se i databasen, at den også har ynglet her sidste år.
Aflæsningen i dag var den tiende i 2021, og fuglen havde rugeplet, som indikerer, at hun nok har gang i andet kuld i år. Det er ikke så sært, at hun ser lidt slidt og forpjusket ud.
Omtrent da jeg skulle til at lukke nettene, kom Hans herud med en ung Tårnfalk, som havde siddet for sig selv i Gedesby siden i går. Den var meget afkræftet og radmager, så Hans ringede til vildtplejestationen i Vaabensted og aftalte, at jeg kunne komme og aflevere den.
Jeg er for nyligt selv blevet ringmærker på en ret ny vildtplejestation hjemme i Midtjylland, så det var spændende at se denne vildtplejestation og få en snak med indehaveren.
Jeg tænkte desværre ikke på at tage billeder til bloggen.
Dagens ringmærkninger med aflæsninger i parentes:
Solsort / Blackbird 1 (0)
Kærsanger / Marsh Warbler 4 (0)
Rørsanger / Reed Warbler 1 (0)
Gulbug / Icterine Warbler 6 (2)
Gærdesanger / Lesser Whitethroat 0 (1)
Gransanger / Chiffchaff 1 (0)
Sumpmejse / Marsh Tit 0 (1)
Skovspurv / Tree Sparrow 1 (0)
Dagens total 14 (4)
Børn, børn og atter børn
Vejrmæssigt blev det en dejlig dag, hvor vinden ikke blev så kraftig, som vejrudsigten i går stillede i udsigt. Dagen startede fuldstændig overskyet, og skyerne var mørke, men det klarede op og blev til en solskinsdag med en dejlig arbejdstemperatur på 15-18 grader.
Som overskriften antyder, blev det endnu en dag med masser af ungfugle som f.eks. denne søde Skovspurv:
Men dagens overraskelse var alligevel de tre unge Landsvaler, som helt usædvanligt kom ned i en højde, hvor de ramte vores net. Den ene havde allerede ring på, og det viste sig, at Jesper Brinkmann havde ringmærket den som redeunge den 7. juli.
Jeg kan ikke vise et billede af hele fuglen, for man må ikke holde en svale i benene alene, som vi gør med de fleste fugle. Svalens korte, spinkle ben i kombination med dens lange kraftige vinger ville kunne skade den, hvis vi gjorde det. Derfor holder jeg om både vinger, ben og hale.
Dagens ringmærkninger med aflæsninger i parentes:
Landsvale / Barn Swallow 2 (1)
Jernspurv / Dunnock 1 (0)
Gulbug / Icterine Warbler 2 (1)
Gærdesanger / Lesser Whitethroat 2 (0)
Tornsanger / Common Whitethroat 4 (1)
Gransanger / Chiffchaff 3 (1)
Sumpmejse / Marsh Tit 0 (1)
Musvit / Great Tit 0 (2)
Skovspurv / Tree Sparrow 1 (0)
Tornirisk / Linnet 5 (0)
Dagens total 20 (7)
Livet på fuglestationen er dog ikke kun fugle. I aftes fik jeg billede af en råbuk, der gik lige udenfor huset og nippede blade af buskene.
Sød ser den ud, men den er ikke så velkommen, for det giver et kæmpestort hul i nettet, hvis den springer igennem det.
Den slags skade gør en snog ikke. Jeg mødte to af slagsen i dag ved den lille sø, som fuglestationen etablerede ude på engen for nogle år siden. Der lå de på bredden og nød varmen fra solens stråler.
Den ene stak hurtigt af, men jeg nåede at få billede af den anden.