Her på Gedser Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2024 (311)2023 (292)2022 (265)2021 (271)2020 (268)2019 (239)2018 (214)2017 (236)2016 (169)(se alle)
Se indlæg fra måned: jan. (5)feb. (7)mar. (31)apr. (30)maj (31)juni (30)juli (16)aug. (31)sept. (30)okt. (31)nov. (30)dec. (20)

Fjerdeseneste Mosehornugle på indtræk

torsdag 30. november 2023
af Henrik Jørgensen & Ole Friis Larsen

Endnu en dag uden ringmærkning på grund af frosne net. Henrik startede dagen med at gøre rent og talte derefter træk af rovfugle ved indkørslen til fuglestationen, før han senere sluttede sig til Ole ude på Odden. Der var snefnug i luften og lavt sigte over havet i de første par timer af standardtiden. Derefter klarede det noget op.

Mængden af fugle i torsdagens træk blev lavt med under 250, men der var god variation med 27 arter og flere fine oplevelser.

En Mosehornugle (Asio flammeus) kom trækkende ind fra havet lidt efter klokken 10 som dagens største overraskelse, og vi så den fint, da den i nogle minutter rastede i noget krat på kanten af kystskrænten. Senere så vi den igen i noget krat, da vi gik hjem til fuglestationen omkring klokken 12.45.

GFU tor 1216Torsdagens Mosehornugle opdagede vi på den flagrende flugt over havet, men de gule øjne med mørke rande i et stort lyst X er også gode kendetegn. Foto: Ole Friis Larsen/GFU

Et opslag i DOFbasen viser, at det er den fjerdeseneste observation af Mosehornugle ved Gedser Odde siden 1990, idet det har været tre observationer i december, nemlig 17.12.2011, 07.12.2020 og 19.12.2021. Akkurat som observationen denne torsdag var de tre observationer i december ugler, som enten blev set indtrækkende mod nord, eller de blev set flyve mod nord i området.

En anden fin oplevelse var en stor ung Vandrefalk (Falco peregrinus), som pludselig dukkede op over kystskrænten kun nogle få meter fra Henrik, der var gået hen mod kanten for at kigge efter vadefugle på stranden. Falken slog en kolbøtte i luften, og den fugl, som den jagtede, undslap med nød og næppe. Det var måske en af de Sandløbere (Calidris alba), som Henrik ville gå en tur i aftenmørket for at fange til ringmærkning.

GFU tor 1217De sorte 'armhuler' er karakteristiske for Strandhjejler og kan ofte afsløre arten på stor afstand. Denne fugl ledte roligt efter mad på stranden torsdag formiddag, men røg af sted, da en Vandrefalk dukkede på. Først 20 minutter senere så vi den og andre vadefugle komme tilbage ude fra havet. Foto: Ole Friis Larsen/GFU

Endelig var det pudsigt at se en Stær (Sturnus vulgaris) komme ind over land fra havet. Det er et stykke tid siden, vi sidst har set en Stær, og så trak den endda den ’forkerte’ vej.

Vi mangler også at fortælle om musen ’Topo’, at vi nu har fået den artsbestemt til Husmus (Mus musculus) og registreret i DOFbasen under pattedyr. På den måde kommer den underholdende oplevelse til at bidrage til vores viden om artens udbredelse.

GFU ons 1214Musen 'Topo' kigger ud fra sit stålarmerede bo på Gedser Odde. Nu er den bestemt til at være en Husmus på grund af sin gråtonede pels, som også har en diffus overgang mellem den mørkere overside og den lyse underside. Vi var usikre på arten og spurgte i en Facebookgruppe om pattedyr; det beskrivende svar fik vi fra biolog Knud Flensted, som er ansat i DOF/BirdLife Danmark. Foto: Ole Friis Larsen/GFU

Efter standardtiden hjalp vi hinanden med at bære en mågefælde ud på engen, hvor vi har forsøgt at lokke måger til en foderplads i nogle dage. Håbet er at ringmærke nogle måger. Der kom dog ikke nogen i fælden torsdag eftermiddag.

Torsdag aften gik Henrik ud i mørket for at kigge efter vadefugle langs stranden med håb om at fange nogen til ringmærkning. På Odden så vi om formiddagen en ung Strandskade (Haematopus ostralegus), fem Sandløbere, en Strandhjejle (Pluvialis squatarola) og en Sortgrå Ryle (Calidris maritima) lede efter mad på stranden. Det er de fugle, der sandsynligvis også overnatter i området.

Se alle dagens observationer fra Gedser Odde i DOFbasen.

Folk på fuglestationen: Henrik Jørgensen, Ole Friis Larsen

Få fugle og en masse sne

onsdag 29. november 2023
af Henrik Jørgensen & Ole Friis Larsen

Snevejr betød gennem hele onsdagens tælling, at det kun var muligt at se de fugle, der fløj tæt forbi Odden, og det var ikke mange. I haven var nettene dækket af sne, og der var næsten ingen fugle, så Henrik opgav hurtigt og kom ud på Odden for at hjælpe med at tælle trækket. Om ikke andet var det godt selskab, og vi fik lavet Danmarks, ja hele Nordens sydligste snemand.

GFU ons 1213Nordens sydligste snemand. Foto: Ole Friis Larsen/GFU

Vi fik også set musen ’Topo’, som vi mener at kunne genkende på en mørk plet i venstre øre.

I snedisen over havet blev det mest bemærkelsesværdigt til et halvt hundrede Gråænder (Anas platyrhynchos), et tilsvarende antal Toppede Skalleslugere (Mergus merganser) og Rødstrubede Lommer (Gavia stellata) samt 19 Fløjlsænder (Melanitta fusca) – mest fordi der ikke kom nogen af dem i tirsdagens træk, og det var godt at se småflokke af arten igen.

Fra land kom der kun en flok på syv Røde Glenter (Milvus milvus), som lidt overraskende dukkede op sidst på formiddagen og hastigt forsvandt ud over havet i det efterhånden ganske tætte snefald. Lidt uventet var det også med en rastende Hvid Vipstjert (Motacilla alba). Det var en ung fugl, som vi opdagede, da en afsøgte den indre går på marinestationen, men den forsvandt op på taget, da der kom flere mennesker, og siden så vi den ikke igen. Den er næppe trukket, så vi ser den måske igen en af de næste dage.

Se alle dagens observationer fra Gedser Odde i DOFbasen.

Folk på stationen: Henrik Jørgensen, Ole Friis Larsen

Gavtyv belønnet for indbrud i cykelanhænger

tirsdag 28. november 2023
af Henrik Jørgensen & Ole Friis Larsen

Ringmærkningen: Det havde sneet lidt i nat og temperaturen lå på en grads frost og jeg kunne se sne på nettet ved huset så vidste at nettene ret sikkert var frosset fast. Og ganske rigtigt var de frosset fast så der blev ingen ringmærkning i dag.

Jeg fik så ordnet alt datatjek, og kort efter kom Hans forbi og så fik vi sammen sat mærkater på alle net så de kan tages ned. Dog forbliver 2 net og de 2 høgenet oppe indtil jeg tager hjem, men resten tages ned så snart de er fri for is.

Efter det tog jeg ud og hjalp med trækket ude på Odden og holdt Ole med selskab(musen var desværre væk da jeg kom).

I nat og i morgen lover de sne og kulde så jeg regner ikke med noget kan sættes op med mindre det er tøet en smule sidst i eftermidags, ellers må jeg se om jeg kan tø de 2 net op med hænderne så nettene kan bruges.

Trækket på Odden: En kold og trækmæssigt meget stille tirsdag på Odden. Temperaturen faldt stødt fra minus 1,2 til minus 3,1 grad hen over standardtidens fem timer, og samtidig blæste det op til 9,8 meter i sekundet fra en nordøstlig retning, som gav vanskelige læforhold ved marinestationen. Derfor var dagens bedste oplevelse at få besøg af musen ’Topo’, som ved egen hjælp var klatret op i fuglestationens cykelanhænger og sprang ned til posen med fuglenødder i bunden af vognen. Nødderne kommer netop med hver dag med henblik på de mus, som af og til kommer tæt på os for at stjæle lidt frugt eller andet godt til at stille sulten.

Sidste år havde vi glæde af en – eller flere – Brandmus (Apodemus agrarius), som vi lokkede op af en af stedets skraldeposer med en småkage og derefter fodrede med nødder i nogle dage. Sådan en var gavtyven ’Topo’ ikke. Vi er lidt usikre på arten, men hældte ud fra billederne til enten Husmus (Mus musculus) ud fra en forholdsvis lang hale, en gråbrun pels, store ører og øjne med ung Halsbåndsmus (Apodemus flavicollis) som et muligt alternativ. Vi kan også bare kalde den en Oddemus.

GFU tir 1212'Topo' i gang med at æde sig mæt i bunden af cykelanhængeren. Foto: Ole Friis Larsen/GFU

Sulten var den under alle omstændigheder, for den tøvede ikke et øjeblik med at kaste sig over de nødder, der blev hældt ud til den i bunden af anhængerne, men spiste næsten af hånden. Efter adskillige nødder, rullede den sig sammen og sov på en vante en times tid, før den vågnede, åd et par nødder mere og så forsøgte at komme ud af vognen, sikkert mæt og glad. Den kunne ikke selv komme op af plasticbaljen, men fik en hjælpende hånd, og så var den smuttet. En halv time senere kom den forbi igen, åd en nød på jorden, og så var den ellers væk. Der er efterladt en lille håndfuld nødder, hvor den forsvandt. Måske ses vi i morgen.

Sådan noget er måske ikke det store, men det er med til at gøre fem timer i minusgrader og isnende blæst til en fornøjelse.

Fra trækket er der næsten ikke noget bemærkelsesværdigt, andet end at tallene var meget små efter en mandag med godt træk af Rødstrubede Lommer (Gavia stellata), Sortænder (Melanitta nigra) og Fløjlsænder (Melanitta fusca). Bemærk dog, at vi havde et helt fint træk af Gråænder (Anas platyrhynchos) med over 100, og at der kom 26 Røde Glenter (Milvus milvus), som i flere smågrupper trak hastigt og direkte ud over havet mod syd.

Se alle dagens observationer fra Gedser Odde i DOFbasen.

Folk på stationen: Henrik Jørgensen, Ole Friis Larsen

Haleløs Rødhals nu med ring

mandag 27. november 2023
af Henrik Jørgensen & Ole Friis Larsen

Ringmærkningen: Da der ikke var frost i nettene kom lidt ekstra op i dag så ialt 104 meter net var oppe.

Som de andre valgte jeg at sætte dem op så de var klar 7.15 da der så var mulighed for en enkelt ugle eller lidt drosler. Det viste sig at være en god ide da der allerede var siskner på første runde(mest pga at der var sat lyd ud).

Egenligt havde jeg regnet med flere gråsiskner nu hvor det er blevet lidt koldt, men dem var der kun 10 af i dag, men til gengæld var der så kommet fart på grønsisknerne.

Der var en del solsorte i haven, men det viste sig hurtigt at det var fugle fra i går og få dage siden, men en enkelt ny blev det da til.

Der er stadig meldt om pæne antal gråsiskner omkring Stockholm, så de må komme i større antal om få dage.

Den rødhals som har fløjet rundt i ca 3 uger uden hale og uden ring røg endelig i nettet i dag, så nu kan jeg sidde på labbet og se at der er ryddet op i dem uden ringe.

Dagens antal var dog ganske pænt!

Dagens ringmærkning og kontroller/Todays ringing and recaptures:

Rødhals/Robin 1/0

Solsort/Blackbird 1/3

Musvit/Great tit 0/1

Stillits/Goldfinch 2/0

Grønsisken/Siskin 62/0

Gråsisken 2/0

Nordlig gråsisken/Redpoll 6/0

Lille gråsisken/Lesser redpoll 3/0

Stor dompap/Bullfinch 1/0

Total 78/4

 

Trækket på Odden: Det forekommer måske lidt trist at skrive, at der ikke skete noget særligt på Odden denne mandag, men sådan skal det på ingen måde forstås. Det er noget særligt at følge et fugletræk, som næsten ingen andre ved Østersøen følger på samme systematiske måde, og det er især en daglig fornøjelse at møde andre fuglefolk med samme interesse. Mandag var, nå ja en kold morgen, men fingrene blev hurtigt til at mærke igen, da solen brød frem, og dagens kollega, Orla Jacobsen, foreslog, at vi skulle flytte fra skygge i læ af de levende hegn til solskin ved marinestationens vestmur, hvor udsynet ganske vist var en smule ringere.

Dagens bedste oplevelse var fantastisk. Ved mødetid en halv time før solopgang lettede rigtig mange Rødstrubede Lommer (Gavia stellata) ud for Odden, hvor de ganske givet havde overnattet på havet. I løbet af standardtidens første time blev det til nøjagtig 200 , og det var meget smukt at høre dem kalde til hinanden, mens Havlitterne (Clangula hyemalis) på vandet neden for kystskrænten også sang deres morgensang for solen. I de næste fire timer tog strømmen af lommer noget af, men vi endte alligevel med et samlet resultat på 482 plus 5 Sortstrubede Lommer (Gavia arctica).

I det sene efterårstræk kommer der stadig færre arter, men som med lommerne, er der til gengæld nogle af arterne, der nu kommer i efterårets største antal. Mandag talte vi over 1.400 Sortænder (Melanitta nigra) og næsten 230 af de flotte Fløjlsænder (Melanitta fusca) med kridhvide felter på vingerne i de ellers sorte (hannerne) og sortbrune (hunner og unger) fjerdragter. Værd at bemærke var også de første tre Små Skalleslugere (Mergellus albellus) i trækket. De kom i flokke af Sortænder.

Se alle dagens observationer fra Gedser Odde i DOFbasen.

Folk på stationen: Henrik Jørgensen, Ole Friis Larsen

To gange tristis for første gang

søndag 26. november 2023
af Henrik Jørgensen & Ole Friis Larsen

Ringmærkningen: Da det var mere koldt forventede jeg fart allerede fra første runde, men det holdt ikke stik. Det var ret stille i nettene indtil klokken næste 11 hvor lidt opklaring kom og der kom også gang i fuglene.

På runden 10.15 hænger der en sanger i nettet og på afstand ligner det en tristis(sibirisk gransanger) og når jeg kommer hen kan jeg se at den var god nok, så det var første for i år. Men det var ikke slut for på runden 11.45 hænger der sørme en til. Det er første gang at 2 er fanget på en dag her nede.

Pga fart på fuglene valgte jeg at fortsætte lidt længere så nettene var oppe til 14.15 var der kun var tomme net.

Lige nu ser det ud til at der kan komme lidt nedbør i morgen tidlig, men forhåbenlig holder det ikke stik.

Dagens ringmærkning og kontroller/Todays ringing and recaptures:

Gærdesmutte/Wren 1/0

Rødhals/Robin 0/1

Solsort/Blackbird 7/2

Sibirisk gransanger/Tristis chiffchaff 2/0

Stillits/Goldfinch 5/0

Grønsisken/Siskin 32/0

Gråsisken 11

Nordlig gråsisken/Redpoll 8/0

Lille gråsisken/Lesser redpoll 7/0

Total 73/3

GFU fd 1209

Trækket på Odden: Efterårets første sne på sydspidsen blev kun til lidt fnug på kikkerter og teleskop på en søndag, der ellers mest var overskyet med svag, men kold vind fra nordvest. På læsiden af marinestationen, som var den med udsigt over havet, føltes det ligefrem lunt og dejligt, da skyerne forsvandt, og solen fik lidt magt mod slutningen af perioden.

Vi var to om tællingen, da Louis Hansen allerede var på plads i god tid før en meget smuk solopgang, og vi fik talt 335 Rødstrubede Lommer (Gavia stellata) som dagens suverænt mest talrige art i trækket.

Mens vi arbejdede med at registrere fuglene, blev vi kontaktet af en ung mand, som ville gøre opmærksom på en ung Dværgmåge (Hydrocoloeus minutus), der ledte efter mad tæt på kysten, og så var han i øvrigt interesseret i at vide noget om arbejdet. Det viste sig at være Kai Klawitter på 17 år og fra Graal-Müritz lidt øst for Rostock. Han fortalte, at han er medlem af fuglegruppen i den tyske naturbeskyttelsesforening NABU’s afdeling i Rostock og godt kan lide at tage sin cykel med på færgen til Gedser for at se på fugle i området.

På en melding fra Henrik om, at han havde fanget en Sibirisk Gransanger (Phylloscopus collybita tristis), som er en mere grå og hvid underart af vores egen Gransanger, for Kai Klawitter ind til fuglestationen for at se fuglen. Han havde været i træning som ringmærker på øen Langenwerder i bugten ved Wismar vest for Rostock, så han fik også lov at komme med Henrik på et par runder, før han skulle med færgen tilbage.

Måske har vi på den måde fået en kontakt til fuglestationsmiljøet i Nordøsttyskland, og så er det en helt fin begivenhed.

Se alle dagens observationer fra Gedser Odde i DOFbasen.

Folk på stationen: Henrik Jørgensen, Ole Friis Larsen

Silkehaler i hundredvis

lørdag 25. november 2023
af Henrik Jørgensen & Ole Friis Larsen

Ringmærkningen: Endelig en morgen hvor der ingen vind var, men til gengæld var det lidt koldt og i det ene net ved huset var der lidt frost i den ene ende.

Pga vejret satte jeg 79 meter net op og de 2 høgenet, og selvfølgelig lyd til grøn-og gråsisken.

På første runde var der 27 fugle så det var en god start. På næste runde opdager jeg at jeg har byttet om på de 2 lydafspillere(jeg må have været træt da jeg lagde lyd ud), så jeg får hurtigt byttet til de rigtige pladser. Efter der er der kun et par håndfulde på hver runde pga solen.

Op ad formiddagen hører jeg silkehaler så jeg kigger selvfølgelig op og en flok på et halvt hundrede fugle flyver over, men da jeg så kigger op igen flyver en flok på mindst 200 over, så jeg skynder mig ind og henter lyd, men det gav desværre ikke nogen.

I morgen ser ok ud for fangst også, så mon ikke jeg fanger en pæn bunke igen.

Dagens ringmærkning og kontroller/Todays ringing and recaptures:

Rødhals/Robin 0/1

Solsort/Blackbird 6/1

Blåmejse/Blue tit 1/0

Musvit/Great tit 0/1

Stillits/Goldfinch 1/0

Grønsisken/Siskin 18/0

Gråsisken 26

Nordlig gråsisken/Redpoll 14/0

Lille gråsisken/Lesser redpoll 12/0

Total: 78/3

Trækket på Odden: Endnu et eksempel på stor variation i trækket. Lørdag stod solen op til en næsten skyfri himmel og meget lidt vind, som dog tog lidt til i løbet af formiddagen, og selv om der var is på bilens vinduer ved afgang – på cykel – fra fuglestationen, forekom morgenen mindre kold, end den var ifølge de kolde tal fra Danmarks Meteorologiske Institut. Flere folk følte sig trukket til Odden og bidrog til en fin tælling med over 530 Rødstrubede Lommer (Gavia stellata). I alt blev det til næsten 1.600 fugle af 33 arter, og det er her variationen kommer ind:

På samme dato sidste år mødte vi op på Odden til tæt tåge, så 2 Rødstrubede Lommer, 9 Toppede Skalleslugere (Mergus merganser) og 4 Ederfugle (Somateria mollissima) i løbet af to en halv time, hvorefter vi gav op og gik hjem. Det er kun sket ganske få gange, at vi ikke har gennemført en tælling.

Ifølge DOFbasen gik det noget bedre for to år siden, da observatøren for fuglestationen talte forskudt fra 9.30 til 14.30, fordi en vikar ikke dukkede op. I tiltagende regn blev det til 520 fugle af 14 arter, deraf 80 Rødstrubede Lommer.

Denne lørdag blev således den bedste 25. november ved landets sydligste punkt i flere år.

Se alle dagens observationer fra Gedser Odde i DOFbasen.

Folk på stationen: Henrik Jørgensen, Ole Friis Larsen

 

Dværgmåger i elegant dans tæt på kysten

fredag 24. november 2023
af Henrik Jørgensen & Ole Friis Larsen

Ringmærkningen: Vinden var igen alt for hård, men tog alligevel et kig på de bedste net og de gik ikke. Dog er der et net på 7 meter som næsten altid står i læ, men det plejer næsten aldrig at give noget. Jeg havde prøvet for noget tid siden med lyd til grønsisken men pga vind havde de ikke reageret på det, men efter en dag i går uden fugle som kunne ringmærkes besluttede jeg mig for at sætte lyd til gråsisken istedet og det gav bid og dagen endte på 18 fugle.

De næste dage ser spændende ud for siskner da temperaturen falder og også vinden, så jeg regner med nogle dage med pæne tal.

De fleste fugleposer blev vasket så nu er de klar til foråret, så nu mangler kun de poser som er i den taske jeg bruger.

Dagens ringmærkning/Todays ringing:

Gråsisken 7

Nordlig gråsisken/Redpoll 4

Lille gråsisken/Lesser redpoll 7

Total 18

Trækket på Odden: En smuk, men kold dag med nogen sol og hård vestlig vind gav meget lidt træk. Der kom kun lidt finker fra land ud over havet, og der var yderst få ænder og andre havfugle. Til gengæld var der fin underholdning af mange rastende fugle på havet. Mest bemærkelsesværdigt var, at der konstant var mindst fire Dværgmåger (Hydrocoloeus minutus), der brugte en flydende ø af tang og andre vandplanter som base. Der var både helt unge fugle fra i år (1k, første kalenderår) med deres karakteristiske mørke W på oversiden af vingerne og adulte/voksne fugle i vinterdragter, mens der ikke var nogen at se af dem fra aldersklassen imellem, de et år gamle 2k-fugle.

GFU fd 1207En af fredagens adulte/voksne Dværgmåger. De har ikke noget sort på oversiden af vingerne,  men til gengæld masser af sort på undersiden, og det gør dem let genkendelige selv på stor afstand. Om sommeren har de helt sorte hætter, om vinteren en del mindre sort på hovedet. Det er samme fugl på begge billeder. Foto: Ole Friis Larsen/GFU

GFU fd 1208

De elegante små måger skilte sig ud fra alle de øvrige måger med deres lille størrelse, men også på deres ’dansende’ adfærd, hvor det ser ud, som om de kan løbe på vandet. Det var dagens store oplevelse på sydspidsen, og den varede stort set alle fem standardtimer.

GFU fd 1202Ung Dværgmåge i første vinterdragt i 'dans' hen over havoverfladen fredag formiddag. Foto: Ole Friis Larsen/GFU

Det kom ikke med i dagbogen for torsdag, at der var et ekstremt lavvande om morgenen. Der var nemlig ikke tid til at skrive om trækket på grund af en gave fra familien til en vidunderlig forestilling for børn i Skuespilhuset ved Det Kongelige Teater i København med pizzaer i Nyhavn bagefter. Lavvandet nåede efter det oplyste 1,47 meter under den normale daglige vandstand, og ved solopgang var der strand helt ud til den gamle kystlinje på den anden side af de gamle tyske kanonfundamenter af beton, som plejer at ligge et godt stykke fra standen.

GFU fd 1196Gedser Odde torsdag og fredag lige omkring solopgang. Selv om stranden torsdag morgen var dækket af tang, var det til at se, at betonklodserne ude i vandet var landfaste, og uden for tangen ses nogle betonklodser, der lignede gamle forsøg på kystsikring. Foto: Ole Friis Larsen/GFU

GFU fd 1199

GFU fd 1197Fredag morgen var Danmark faktisk en snes meter tættere på Tyskland end normalt, som det øverste foto viser. Bemærk den murede stenvold, der plejer at ligge delvis ude i vandet. Selv fredag morgen (nederste foto) var vandstanden lavere, og stranden bredere, end normalt. Foto: Ole Friis Larsen/GFU

GFU fd 1198

Synlige var også nogle rækker af betonelementer, som lignede gamle forsøg på kystsikringer længere ude end kanonfundamenterne. Det var et interessant indblik i kystlinjens historie, og det varede to-tre timer, før vandet steg igen, men selv fredag morgen var stranden et par bredere end normalt efter stormen for nylig.

Mest værd at nævne om selve trækket torsdag var nok eksemplet på, hvor hastigt trækket ved Gedser Odde kan ændre sig fra dag til dag med over 420 Toppede Skalleslugere (Mergus merganser) torsdag og så bare 60 af dem fredag som begge dages mest talrige art i havtrækket.

Se alle dagens observationer fra Gedser Odde i DOFbasen.

Folk på stationen: Henrik Jørgensen, Ole Friis Larsen

Ekstrem lavvande

torsdag 23. november 2023
af Henrik Jørgensen

Da nettene ikke kunne sættes op da vinden var alt for kraftig ville jeg lave datatjek, men ikke længe efter Ole var taget ud på Odden kaldte han over walkien at der var det vildeste lavvande, så jeg droppede datatjek og tog ud og så det og hjalp med dagens tælling istedet.

For min del som ringmærker er det ikke så ofte jeg kommer ud på selve Odden da mit arbejde jo foregår i haven, så det var rart at komme ud og se lidt andet og så er det jo også mere hyggeligt at stå sammen med flere der ude.

Vandstanden ved Gedser i morges lå på -1.47 under normal så de store betonklodser som normalt står et stykke ude i vandet kunne man gå ud til i dag. Det var ca 30 meter ud der intet vand var og det er det kraftigste lavvande jeg nogensinde har set her nede.

Ole tog ind til København efter dagens tælling da ha skal i teater med familien, så derfor ikke meget om trækket i dag, men det kan ses på dofbasen og trektellen. Ole er tilbage sent i aften så han er klar til en ny dag på Danmarks sydligste spids.

Her til aften tog jeg ud for at se om de 2 knortegæs som har stået på marken skulle være der, men de var der ikke og på de siddeliggende marker var der kun harer. Månen var fremme så det er altid skidt når man skal fange med lys. Der stod en flok hjejler næsten helt ud til kanten af skrænten, men jeg ved af erfaring at når de står i flok er det umuligt at fange dem.

I morgen loves 11-12 m/s og vindstød på 15-17, så det ser ikke lovende ud for at nettene kan sættes op.

På stationen: Ole Friis Larsen, Henrik Jørgensen

Endnu en aflæsning

onsdag 22. november 2023
af Henrik Jørgensen

Det var fuldstændigt vindstille da nettene skulle op så 67 meter net kom op og lyd .

Første runde gav næsten 20 fugle og efter den var det lidt blandet indtil lidt før 11 hvor vinden efterhånden var taget godt til.

I dag blev der kun ringmærket siskner, men der blev fanget 4 fugle som var ringmærket i forvejen. De 3 var her fra haven, men en gråsisken med dansk ring var ikke fra Gedser og en hurtig besked til Skagen fuglestation om det var deres var nej, så det må tiden vise når der kommer svar fra ringmærkningscentralen.  Denne gråsisken er 3 aflæsning, de 2 af dem er svenske.

Hans og Gert var ude før middag og de fik pillet nettene ved søen ned.

I skrivende stund er der 16,5 m/s middelvind og det samme og regn loves i morgen så der vil ret sikkert ikke blive ringmærket i morgen.

Dagens ringmærkning og kontroller/Todays ringing and recaptures:

Rødhals/robin 0/1

Solsort/Blackbird 0/1

Musvit/Great tit 0/1

Grønsisken/Siskin 2/0

Gråsisken 17/0

Nordlig gråsisken/Redpoll 7/1

Lille gråsisken/Lesser redpoll 15/0

Total 41/4

På stationen: Hans Lind, Gert Juul Jeppesen, Ole Friis Larsen, Henrik Jørgensen

Usædvanlig lys Gråsisken

tirsdag 21. november 2023
Første dag med over 300 lommer
af Henrik Jørgensen & Ole Friis Larsen

Ringmærkningen: Pga regn kom nettene ikke op helt til tiden, men heldigvis stoppede regnen hurtigt. Dog lå der mere blåt(regn) på radaren så jeg valgte at sætte kun 4 net op og så lyd.

Benny kom ud med morgenbrød og var med hele formiddagen og fik hjulpet med at pille fugle ud.

Da der var fugle på hver runde fortsatte jeg til 14.30 hvor det begyndte at regne.

På en af runderne hænger der en virkelig lys sisken i nettet så jeg tænkte at det måtte være en hvidsisken mere, men på labbet hvor jeg fik kigget lidt mere på den var der intet andet end den meget lyse dragt som kunne gøre noget, så det var bare en ekstremt lyd nordlig gråsisken. Denne er klart lyseste gråsisken jeg har set. Gråsiskner varierer meget i farverne i forvejen, men denne skilte sig virkelig ud til dem jeg før havde set.

I morgen ser det igen fint ud for at ringmærke, så holder vejrudsigten kommer der flere net op.

Dagens ringmærkning og kontrol/Todays ringing and recapture:

Rødhals/Robin 2/1

Solsort/Blackbird 1/0

Stillits/Goldfinch 4/0

Grønsisken/Siskin 18/0

Gråsisken/Redpoll 32/0

Nordlig gråsisken 12/0

Lille gråsisken/Lesser redpoll 11/0

Dompap/Bullfinch 1

Total 81/1

GFU tg 1192Denne Gråsisken fra tirsdag er usædvanlig lys for Nordlig Gråsisken (Acanthis flammea) og kunne i felten forveksles med den endnu nordligere Hvidsisken (Acanthis hornemanni). Vingemål og andre mål passer på begge arter, men næbbet er for stort til Hvidsisken, og Hvidsisken har 'kineserøjne' til forskel fra denne Gråsisken.

GFU tg 1194Bemærk den lyse og næsten rent gråtonede overside uden brunlige nuancer.

GFU tg 1195Hvidsisken må have en enkelt mørk stribe på undergumpen. Denne lyse Gråsisken har flere og er dermed en Nordlig/Stor Gråsisken. Det er let at se med fuglen i hånden, men på afstand kan det være svært at se på en fugl i en busk. Foto: Ole Friis Larsen/GFU

Trækket på Odden: Det blev en fin tirsdag på hele Nordens sydpunkt. Selv om dagen startede med småregn, og det blæste pivkoldt fra nordøst, nåede vi på fem fuglefolk i godt selskab, og 341 Rødstrubede Lommer (Gavia stellata) blev det hidtil største antal på en enkelt tælling i dette efterår. De fløj både lavt over vandet, langt væk, tæt på og højt. Flere af flokkene opdagede vi efter først at have hørt kaldende lommer direkte over os, når de skød genvej ind over land.

Samlet set så og talte vi i løbet af standardtidens fem timer 1.789 fugle af 32 arter, hvoraf langt de fleste fløj på havruten ud af Østersøen. Til sammenligning kom der på samme dato sidste år 631 fugle af 25 arter forbi Odden, og kun 52 af dem var Rødstrubede Lommer. Den dags to mest talrige arter i trafikken var Hættemåge (Chroicocephalus ridibundus), som vi slet ikke beskæftigede os med på dette års 21. november, og Sortand (Melanitta nigra) med 115 mod 599 på dette års 21. november.

Selv om det var en kold morgen og formiddag var temperaturen på 6 grader dobbelt så høj som på samme dato sidste år med 3 grader, lavere sigtbarhed og sne i luften. I dagbogen for mandag 21. november 2021 skrev vi, at ”for første gang i dette efterår var der is på vandpytterne, og de blanke overflader viste vej i morgenmørket som  spejle på ruten til Odden. Ellers var der kun en smal orange streg af solopgang mellem det mørke hav og de mørke snebyger, der kom til at præge trækket af fugle”. Så forskellige kan trækkene på samme dato i to forskellige år se ud efter omstændighederne.

Bemærk desuden, at vi tirsdag så hele tre Suler (Sula bassanus) trække forbi Odden. Det ser ud til, at de hurtigt er ved at vende tilbage til området, efter at fugleinfluenzaen sidste år så ud til at påvirke forekomsten ved Gedser Odde voldsomt.

Tak til alle, der bidrog til tællingen, og var med til at gøre en kold arbejdsdag festlig.

Se alle dagens observationer fra Gedser Odde i DOFbasen.

Folk på stationen: Henrik Jørgensen, Ole Friis Larsen

 

 


FORRIGE     1  |  2  |  3  |  4  |  5  |  ...  |  30     NÆSTE