Nyheder
På denne side kan du finde både nye og gamle nyheder fra Gedser Fuglestation.
Skovsanger med finsk ring aflæst på Gedser Fuglestation
Onsdag morgen den 22. april fik jeg dagens gode overraskelse kl. 7, da jeg kunne hjælpe en flot Skovsanger ud af et net i stationshaven, og det var årets første for Gedser Fuglestation.
Sådan en Skovsanger er en smuk fugl, finsk ring eller ej.
Da jeg så, den allerede var ringmærket, tænkte jeg, at det var en, jeg havde ringmærket sidste år, for den havde ring på venstre ben. Det var jo nærliggende at tro, at den havde valgt samme rute som sidste forår, og de fleste ringmærkere på fuglestationen sætter ringen på fuglens højre ben.
Men et nærmere kig på ringen afslørede, at fuglen var ringmærket i Finland, så det var meget mere spændende, og den blev straks indberettet til Ringmærkningscentralen.
Alle oplysninger om fuglen og inskriptionen på ringen bliver selvfølgelig omhyggeligt noteret, og derudover bliver ringen fotograferet, så der følger fuld dokumentation med, når aflæsningen bliver indberettet til Ringmærkningscentralen.
Stationsleder Hans Lind mente, at det måske var den første danske aflæsning af en Skovsanger ringmærket i Finland, og det blev hurtigt bekræftet af Jesper Johannes Madsen fra Ringmærkningscentralen, som også kunne bidrage med flere oplysninger.
Fra ringmærkningens spæde start i 1899 og frem til dato, altså over 100 år, er kun 3 Skovsangere med udenlandsk ring aflæst i Danmark. De første 2 aflæsninger var fugle ringmærket i Sverige, hvoraf den første blev aflæst på Anholt den 4. maj 2011, og den anden ved Blåvand Fuglestation den 6. maj 2017.
Det betyder, at Hans havde ret i sin antagelse. Denne tredje Skovsanger er den første finsk mærkede, som er aflæst i Danmark, og nu er der kommet oplysninger om fuglen fra zoologisk museum i Finland.
Den blev ringmærket den 9. maj 2018 nord for Turku i det sydvestlige hjørne af Finland, som i fugleflugtslinje ligger 901 km. fra Gedser Fuglestation.
Her på kortet ses markering af ringmærkningslokaliteten i Finland og Gedser Fuglestation.
Afstanden på 901 km. mellem Turku og Gedser lyder måske langt, men egentlig er det ikke noget at regne i sammenligning med afstanden til Skovsangerens vinterkvarter i regnskovszonen, der strækker sig fra Sierra Leone til Centralafrika. Der snakker vi i runde tal om en rejse på 5.-6.000 km. afhængig af, om vi måler fra Finland eller Danmark.
Skovsangeren her er en rigtig lille rekord-fugl. Udover at være den første med finsk ring, der er aflæst i Danmark, fortæller et kig i Dansk Trækfugleatlas, at den også er den ældste registreret i Danmark i forbindelse med ringmærkning.
Da fuglen blev ringmærket i Finland i 2018, blev den noteret som en fugl i sit 2. kalenderår eller ældre. Det betyder, at den ved aflæsningen var mindst 3 år gammel – et helt år ældre end den ældste, der er nævnt i Dansk Trækfugleatlas.
Dansk Trækfugleatlas indeholder godt nok kun data frem til 2003, så jeg må tage et lille forbehold for eventuelle aflæsninger/genmeldinger i de efterfølgende år.
At denne Skovsanger har aldersrekorden for dansk registrerede fugle, skal ikke tages som et mål for, hvor gammel en Skovsanger kan blive. I det finske trækfugleatlas nævnes en Skovsanger, som blev ringmærket som unge i Finland i 1975 og døde i trafikken i Frankrig 8 år, 10 måneder og 21 dage senere.
Jeg ønskede fuglen god rejse videre, da jeg slap den for 3 uger siden, og nu håber jeg, den er nået sikkert frem til sin ynglelokalitet – måske i nærheden af Turku, for mange Skovsangere vender tilbage til samme område, som de forlod efter det foregående års ynglesæson.