Nyheder
På denne side kan du finde både nye og gamle nyheder fra Gedser Fuglestation.
European Birdwatch Day på Gedser Odde lørdag 5. oktober 2019
Lørdag den 5. oktober skal trækfuglene skrives i mandtal, og det foregår i hele Europa på adskillige trækfuglelokaliteter. Tusinder af fuglekiggere vil denne dag rette kikkert og teleskop mod himlen og prøve at få tal på de millioner af fugle, der flyver forbi – og samtidig skabe fokus på deres fantastiske rejse sydpå til vinterkvarteret.
Rød glente 18. oktober 2018 Sydlolland. Foto: Hans Lind
Gedser er med igen i år, og mellem kl. 9 og 13 vil kompetente fuglekendere fra Gedser Fuglestation tage imod både dig og fuglene på Danmarks sydspids Gedser Odde, som er et knudepunkt for flere af fuglenes trækruter.
Parker venligst på P-pladsen ved stranden efter fyret og gå de 200 meter til obs-punktet ved Sydstenen (se kortet nedenfor). Man kan komme og gå, som man vil, og det er gratis at være med. God ide med varmt tøj, lidt mad og drikke og en kikkert, hvis man har, men vi har nogle få kikkerter til udlån.
Lignende arrangementer afholdes desuden ved fuglestationerne i Skagen og Blåvand, så rigtig mange har mulighed for at være med – hvad enten man bor i nord, syd, øst eller vest! Kom frisk og vær med til at tælle - eller bare kom og lær mere om fuglene og deres fantastiske rejse.
Seks millioner trækfugle
Alle fugle, som observeres på de tre fuglestationer, rapporteres samme dag til BirdLife, som samler data fra alle de BirdLife-partnere, der deltager i EuroBirdwatch. I 2016 blev der således registreret næsten seks millioner trækfugle på dagen, og dermed er EuroBirdwatch den største trækfugle-begivenhed i Europa. Måske bliver det samlede antal trækfugle endnu større i år?