På denne side kan du finde både nye og gamle nyheder fra Gedser Fuglestation.



Sydfalster som sommerfugle-Mekka

søndag 28. juli 2019
Andet og mere sjældent end Tidselsommerfugle
af Hans Lind

Det sydlige Falster har alle dage været et godt sted at tage hen, hvis man havde interesse for sommerfugle, specielt dem,  de under de rigtige vejrforhold kommer tilflyvende fra øst og syd. Det var blandt andet en af grundene til, at jeg i 1968 bosatte mig i Nykøbing F. og 9 år senere købte hus i Gedser.

2019 07 28 hyale IMG 2627

   Tidselsommerfugl på sommerfuglebusk, Gedser 29. juli 2019. Foto Hans Lind

   Rigtig mange mennesker med bare en smule interesse for naturen omkring os har sikkert bemærket de store mængder af Tidselsommefugle, som besøger blomsterne i vore haver, på enge, langs skovveje og andre biotoper med blomster. Denne dagsommerfugl bor egentlig omkring Midddelhavet, og den store invasion i år - og vistnok den største man nogensinde har registreret - skyldes regn i Nordafrika og Mellemøsten, der har fået ørkeneområderne til at blomstre op med Tidselsommerfuglenes foderplanter, og derved er der udklækket i millionvis af disse smukke sommerfugle. Dette satte gang i et træk nordpå, i første omgang til Rumænien og andre lande lige nord for Sortehavet, hvor insekterne fik udklækket endnu en generation. Det er så dem, der fra slutningen af maj har fløjet op til Danmark og det øvrige Norden. Her lagde de meget slidte og somme tider direkte lasede eksemplarer æg, og for et par uger siden begyndte vores egen generation af nyklækkede Tidselsommerfugle at fylde vores blomster i haven. De kan sikkert nå en hjemlig generation mere, før tilbagetrækket begynder igen om et par måneder.

2019 07 28 machaon IMG 2610

Svalehale fra Gedser Odde 28. juli 2019. Foto: Hans Lind.

   Den sidste uges varme vejr med vinde fra sydlige og østlige retninger samt varme- og hedebølge satte imidlertid gang i et nyt træk af eksotiske dagsommerfugle: Allerede midt i juli blev der set en Svalehale på diget ved Marielyst, og siden er der fulgt flere efter. Fredag den 26. juli fandt Erling Krabbe et flot eksemplar på Gedser Odde, og sommerfuglen har vist sig at være ret stationær, idet den er set mellem Marinestationen og P-pladsen nu i tre-fire dage, besøgende blomstrende knopurt og vild gulerod, til stor glæde for rigtig mange folk, de er kommet langvejs fra for at se det sjældne insekt!

2019 07 28 hyale Ramon IMG 20190728 WA0004

  Gul høsommerfugl, han og hun. Foto: Ramón Soto Madrid

   Ikke nok med det: Også den tilflyvende Gul Høsommerfugl, der lidt ligner en kålsommerfugl, der er gul i stedet for hvid, kan træffes rigtig mange steder. Den har en forkærlighed for blomstrende lucerne, som var en meget almindelig foderplante for 20-30 år siden. Det var dem man lavede til grøntpiller til foderbrug. Nu er der ikke mange marker med denne afgrøde mere, men prøv at kigge ved Stavreby lige ved vindmøllerne, Idestrup og Radsted ved Sakskøbing, hvor der er lucernemarker. Man går ikke ind i markerne, men brug evt. en kikkert eller et godt kamera.

  2019 07 28 edusa Ramon IMG 20190728 WA0002

Grønbroget kålsommerfugl, Gedser Odde. Foto: Ramón Soto Madrid

   Sammen med Gul Høsommerfugl er der også set enkelte af de mere sjældne Orange Høsommerfugl og Grønbroget Kålsommerfugl, der gerne ses ved strande med strandsennep, så kom ud og nyd sommeren, det gode vejr og sommerfuglene!