På denne side kan du finde både nye og gamle nyheder fra Gedser Fuglestation.



En stær er ikke bare en stær . . . !

tirsdag 4. maj 2021
Fornemt besøg i privat have i Gedser
af Hans Lind

   I går efter aftensmaden sad jeg i stuen, da fruen pludselig kaldte ude fra køkkenet: "Hans, kom, der er en mærkelig fugl ude i haven!"

   Jeg for ud i køkkenet og så i 2 sekunder en afvigende stær med lysegrå plamager på ryg og bug. Hurtigt ind og finde telen frem, men væk var stæren desværre. Den kunne godt ligne en ikke udfarvet rosenstær, men tvivlen nagede mig grusomt. Det kunne strengt taget godt være en leucistisk stær, for jeg nåede ikke at se så meget på den. Der blev spejdet ud af alle vinduer, uden held, og jeg ville ikke gå udenfor med fare for at skræmme den helt væk. Min bedre halvdel omtalte den som "en gråkrage i en trediedel størrelse", og det kunne jo godt være en rosenstær.

2021 05 03 rosenstaer IMG 5134

   Efter en times venten kom fuglen flyvende hen imod foderbrættet, men vendte om og forsvandt igen, uden at jeg nåede at få kikkert eller telelinsen på fuglen: Øv igen! Ved 19-tiden var der mere held i sprøjten, for da gik den i gang med at æde det foder, jeg havde lagt ud (havregryn i smeltet margarine). ENDELIG fik jeg billeder i kassen og kunne studere kræet nærmere, først gennem ruden i modlys - ikke optimalt - men derpå med terrassedøren på klem.

2021 05 03 rosenstaer IMG 5127

   Beskrivelsen som en lille bitte gråkrage er ikke så tosset: Sort hoved og hagesmæk, sorte vinger og ryg og bug i en lysegrå farve. Jeg ser den som en fugl i sit 2. kalenderår, og vel en hun, da en han i denne dragt nok ville have enkelte rosa fjer hist og her.

   Gert Jeppesen ankom til min bopæl en halv time efter, at jeg så den sidst, men han genfandt den i en høj gran lidt længere nede af vejen kort tid efter.

2021 05 03 rosenstaer IIMG 5122

   Der har gennem tiderne været en håndfuld observationer af rosenstær i Gedser, så det er en sjælden gæst. Det fund jeg husker bedst, er fra august 2002, hvor fuglestationen stod for det andet eksemplar af arten, der er ringmærket i Danmark!

2021 05 03 rosenstaer IMG 5117

   Rosenstær yngler i området omkring Sortehavet, men laver med års mellemrum invasioner til Nordvesteuropa.