På denne side kan du finde både nye og gamle nyheder fra Gedser Fuglestation.



Bleg Gulbug netop godkendt af SU

fredag 9. april 2021
Gedser Fuglestation er blevet hotspot for Bleg Gulbug!
af Hans Lind

Bleg Gulbug har en helt særlig status for undertegnede: Tilbage i 2003, da arten endnu ikke var opsplittet, hed den Østlig Bleg Gulbug, og den var jo en for os berømt del af "The Gedser double", idet vi 31. maj ringmærkede en Klippeværling (ny for Danmark) og dagen efter Østlig Bleg Gulbug - også ny for Danmark! Begge arter hører normalt til i Balkanområdet.

Siden er ingen af disse arter truffet her i landet - før 17. juni 2020:

2020 06 17 082131

Bleg Gulbug, Iduna pallida, ringmærket på Gedser Fuglestation 17. juni 2020

   Henrik Jørgensen*, der stod for ringmærkningen på fuglestationen, ringede til undertegnede kl. 07.42, at han og Esben Hansen havde fanget en sanger, som de ikke var sikker på hvad var. På dette tidspunkt havde de haft fuglen i ca. 20 min. Jeg kørte straks de 3 km. derud for at tage kræet i øjesyn.

   I labbet blev der taget diverse biometriske mål på fuglen, og vi blev efterhånden klar over, at vi stod med landets 2. Bleg Gulbug. En lokal sms-liste blev aktiveret, og hurtigt dukkede Louis A. Hansen, Anders Prehn, Simon Vikstrøm, Gert Jeppesen og Anders Zuschlag op.

   Fuglen blev også udmeldt på Bird Alarm, hvilket resulterede i, at ganske mange fuglefolk dukkede op, dels senere samme dag, men også de næste par dage. En del af dem var heldige at se fuglen, især i det store egetræ bag fuglestationen, hvor den blev set sidste gang 20. juni om aftenen.

   Der blev indsamlet et par tabte småfjer, som et par måneder senere blev indsendt til DNA-analyse hos Jon Martin Collinson, Aberdeen University, som hermed takkes for sekventeringen.

   Så hermed er landets to fund af Bleg Gulbug gjort på Gedser Fuglestation - der kommer forhåbentlig mere af samme skuffe fremover!

mvh/Hans