Da vi stod op, varslede vejrudsigten regn klokken 5, hvilket gjorde, at vi stod og var i tvivl, om vi skulle åbne net eller ej. Der gik lidt tid, hvor ingen vidste, hvorvidt vi skulle gå tilbage og sove eller gå ud i det regnfulde blæsevejr og åbne net, kiggede jeg på kortidsradaren, hvor der ikke var noget regn og tog beslutningen om at gå ud og åbne.

Regnen kom heldigvis ikke, men vejret var ikke særlig opmundrende. Det mindede om en efterårsdag med tunge skyer, dårligt sigt og kraftig vind, hvilket kunne give lidt fugle hvis det var oktober, men ikke august. Derfor var vi godt klar over, at det ikke ville blive en travl dag. Første runde meldte sig uden fugle, men heldigvis havde anden runde tre fugle, og sådan forsatte det med lidt fugle på hver runde, heriblandt en fin husrødstjert, som Alexander ringmærkede. 

1k Husrødstjert. Bemærk den ensartede, grå bug, i modsætning til Rødstjert som har en rustrød bug. Foto: Alexander Brandt

Standarden sluttede og da de sidste par runder tomme, vinden havde taget til, samtidig med kanten af regnfronten lige havde nået Gedser, så vi besluttede os for at lukke. Søren kørte mod nord og Alexander og jeg tog hjem til Gert, som havde en landsvalerede på sit hus. Det var nu silende regn, men heldigvis kunne vi stå i læ under Gerts garage. Fire tykke landsvaleunger blev ringmærket, hvorefter de forsigtigt blev lagt op i reden igen. Så lidt kom der da ud af dagen, på trods af de noget dystre vejrforhold.

Landsvaleunge - om mindre end en måned er den og dens tre søskende trukket mod Afrika. Foto: Alexander Brandt

Folk på stationen: Søren Mygind, Alexander Brandt, Freya G. Mørup-Petersen

De første runder foregik stille og der var tid til både at fordybe sig i detaljer samt at formidle ringmærkning til de mange hold af gæster der besøgte stationen på den dejligt solrige dag.
Dog skulle stilheden ikke vare for på runde nummer tre fik både jeg og Freya en overraskelse i et af nettene nært huset. Fuglen så større ud en de andre men den var godt bundet ind i nettet, så først da jeg kigger ned i netposen indser jeg hvad vi har med at gøre. ”Hov, en rødrygget tornskade”! En fin overraskelse med den første rødryggede tornskade (Lanius Collurio) i efterårs sæsonen og min første tornskade nogensinde.
Med det samme som jeg rør fuglen begynder den både at skrige og bide. Det blev mig en overraskelse hvor hårdt fugle kan bide, men Freya sagde til mig, at det ikke var noget jeg ville kunne undgå, og at jeg bare måtte bide det i mig. Efter en del kamp fik jeg pillet den finde unge tornskade ud og den blev taget ned til laboratoriet, så gæsterne kunne få lov til at se mig kæmpe videre med fuglen, men denne gang i hånden.

Rødrygget tornskade (Lanius Collurio) 1k. Kan forveksles med hunfugle, men er kraftigt spraglet og især dækfjerene på vingerne skal være helt ensfarvede på gamle hunner.

De rødryggede tornskader er en af de fugle hvor det kræver en stålring i stedet for aluminium. Dette skyldes deres meget kraftige næb, der bruges til at flå mindre bytte i stykker.
Efter mange stille runder uden det store dukkede svalerne pludseligt op på himlen, og Freya og jeg besluttede os for at sætte net op ved søen. Det gav bingo. Ikke mindre en 26 digesvaler (Riparia Riparia) samt en enkelt landsvale (Hirundo Rustica) gik i nettet, efter at havde gynget på det løse net og fået overbalance, og hver og en var ungfugle (1k).

Digesvale (Riparia Riparia) 1k. Nok en af de mest rolige samt bedårende fugle at havde i hånden. Med deres meget små og skrøbelige ben er det vigtigt at holde hånd over de meget lange vinger som det ses på billedet da det ellers kan give fuglen ben skader.

På stationen: Søren Mygind, Freya Mørup Petersen, Hans Lind og Alexander Brandt

Efter flere dage med regn og blæst var der endelig en aften og tidlig nat med klart og stille vejr i kombination med nedbør fra omkring kl. 02.00 og det var derfor med høje forventninger vi gik ud og åbnede nettene klokken halv fem. Det var således vores forventning, at det klare og stille vejr ville sætte gang i fuglene og, at nedbøren sidst på natten ville få dem til at gå ned på Gedser Fuglestation. Endeligt var den svage vind i det rigtige hjørne fra vest. Og lad det være sagt med det samme. Vi blev ikke skuffede.

De seneste dage havde Gærdesanger været en af de fugle der havde markeret sig med relativt høje tal og det kom til at holde stik med 25 Gærdesanger inden for standardtid og 29 i alt.  Samtidigt fik vi årets første Rørsanger.

Rørsanger og Kærsanger (Acrocephalus palustris) ligner hinanden til forveksling og det var da også først, da vi målte længden af vingen og længden af den såkaldte ”notch” på anden svingfjer, at vi blev klar over at vi havde fanget efterårets første Rørsanger. Rørsangeren udmærkede sig således ved at have en vingelængde på kun 64 mm medens de Kærsanger vi har mærket ind til nu har haft vingelængder på knapt 70 mm og op til 74 mm.

En ”notch” er en betegnelse for en indskæring på den inderste fane af en svingfjer. Som det, måske, kan ses på billedet nedenfor har både Kærsanger og Rørsanger en indskæring på den anden svingfjer talt udefra. Når svingfjerene tælles skal man huske på, at den første svingfjer ofte er kort og ikke kan ses. Den anden svingfjer er derfor den første af de yderste synlige håndsvingfjer på billederne nedenfor. På Kærsangeren er notchen kortere end på en Rørsanger. I det skema der ses på væggen bag fuglene kan man således slå kombinationen af vingelængde og notch op og på den måde artsbestemme fuglen.

Rørsanger til venstre og Kærsanger til højre. Bemærk forskel i længde af notch og vinge.

Desuden måler vi afstanden fra næbspids til kraniet. Afstanden divideres herefter op i vingelængden. Hvis divisionen giver et relativt stort tal er det en Kærsanger og hvis det er lille en Rørsanger. Eller sagt med andre ord udtrykker forholdet at Kærsangeren er langvinget og ikke helt så fladpandet og langnæbbet som Rørsangeren. Måske kan du se, at Rørsangeren til venstre på billedet nedenfor er mere fladpandet end Kærsangeren.

Ud over mål, som er afgørende for bestemmelsen og skal tages, benytter vi os naturligvis også af helhedsindtryk og farver. Specielt på overgumpen og nederst på ryggen har Rørsanger generelt et lidt varmere rødligt skær end Kærsangeren, som har et lidt koldere grågrønligt skær. Men det er små nuancer, som ofte skal opleves flere gange før det rigtigt kan erkendes. Kan du se det rødlige skær på Rørsangeren på billedet nedenfor?

Rørsanger til venstre og Kærsanger til højre. Bemærk farvenaucer og lyse spidser på Kærsangerens svingfjer.

En karakter som ofte nævnes i den almene litteratur er at Kærsangeren har lyse spidser på svingfjerne, hvilket passer fint for de to fugle på billedet ovenfor. Endelige har Kærsanger tydeligere øjenbrynstribe end Rørsangeren, hvilket kan ses på billedet nedenfor hvor de to fugle ses face to face.

Rørsanger til venstre og Kærsanger til højre. Bemærk forskelle i øjenbrynstriben og hvor fladpandet hvovedet ser ud,

Bortset fra en times pause, på grund af regn, fortsatte Freya og Alexander med at mærke til klokke seks og blev blandt andet belønnet med en smuk Rødstjert (Phoenicurus phoenicurus) han (se foto) og sæsonens blot anden Sivsanger (Acrocephalus schoenobaenus). Så i dag har alle almindelige arter af slægten Acrocephalus været i nettene.

Rødstjert han (2k+).

Udover den megen aktivitet ved nettene fik Freya og Alexander renset to små damme op og fyldt frisk vand i. Specielt Alexander ofrede sig ved at grave bundslam væk med de bare næver. Dammene er anlagt for at tiltrække tørstige fugle til områderne omkring nettene. Så må vi se om det hjælper i de kommende dage.   

I dag sagde vi farvel til Mette, som udover at deltage i ringmærkningen har gjort en stor indsats med rengøring i laboratoriet og med at trimme græskanter omkring huset. Tak for det og på gensyn på GFU.

På stationen: På stationen: Freya G. Mørup-Petersen, Alexander Brandt og  Søren Mygind.

Da vejrudsigten og radaren varslede regn valgte vi kun at åbne 95 m net. Allerede kl 5.35 måtte vi kapitulerer første gang og klappe nettene sammen i en time. Da nettene igen blev åbnet var vi fulde af optimisme, da solen tittede frem. Men allerede kl. 8.40 måtte vi lukke igen, da vi lokalt på Gedser blev ramt af et kraftigt lokalt nedbør.

Hans havde åbenbart tænkt, at vi trængte til lidt opmuntring og kom med kage til os og vi fik en hyggelig snak over kaffe og kage. Da Hans var kørt begyndte solen at skinne fra en næsten skyfri himmel og vi besluttede derfor at åbne 192 m net, herunder nettene på engen. Samtidigt afspillede vi lyd af Landsvale og Gul vipstjert på vores MP3 afspiller, for at lokke fugle i nettene. Og det lykkedes. Som det ses af billederne blev det bl.a. til Landsvale (Hirundo rustica), Hvid vipstjert (Motacilla alba) og Gul vipstjert (Motacilla flava).

Landsvale

Hvid vipstjert og Gul vipstjert

På stationen: Freya G. Mørup-Petersen, Alexander Brandt, Søren Mygind og Mette Helene Brede.

Igen i dag stod den på kraftig blæst og det blev, helt som forventet, ikke en stor ringmærkningsdag. På grund af blæsten undlod vi samtidigt at åbne hejsenettene og et enkelt net mere, så vi endte med i alt 225 netmeter.

Når der ikke er så mange fugle er der til gengæld god tid til at kikke godt på de enkelte fugle og blive mere fortrolig med de forskellige karakterer for aldersbestemmelse. Samtidigt fangede vi i dag to Gærdesanger (Curruca curruca), med store gule mundvige, med meget korte haler med fjer af forskellige længder, vinger med korte fjer og tydelige hvide skeder om fjerbaserne. Karakterer som tydeligt viser de lige er fløjet fra reden og derfor helt sikkert er i deres første kalenderår, såkaldte 1 k fugle. Fuglene blev fanget i det samme net og er derfor formodentligt søskende. Vi tog derfor et lille familiefoto af de to Gærdesanger.

Familiefoto af Gærdesanger.

I bogen ”Identification guide to european passerines” af Lars Svensson, som er lidt af en bibel for generationer af ringmærker, kan man læse at en 1 k Gærdesanger bl.a. er kendetegnet ved, at de hvide partier er ”sullied brownish”, hvilket frit kan oversættes til, at der er et brunligt anstrøg i det hvide. På en 2 k+ Gærdesanger er de tilsvarende partier derimod rent hvide. Som det fremgår af billedet nedenfor kan der argumenteres for, at der er brune anstrøg i de hvide partier på den yderste halefjer på fuglen til venstre medens det er svære at argumentere herfor på halen til højre, hvor de hvide partier forekommer mere rent hvide. Så selv om fuglen til høj muligvis er den ældste af de to er det med sikkerhed en 1 k fugl, hvilket viser hvor vigtigt det er, at anvende mere end en karakter når en fugl aldersbestemmes.

Haler af Gærdesanger med forskellige grader af brunt anstrøg på de yderste halefjer

En anden karakter vi forsøger at anvende til aldersbestemmelse er strukturen af de store dækfjer. Når en fugl forlader reden i den såkaldte juvenile dragt er fjerene således ofte lidt løse i strukturen. Det ses bl.a. på at tætheden af de stråler, der udgår fra fjerens skaft, er lavere end på de fjer fuglen anlægger når den begynder at udskfte fjerene ved den såkaldte post juvenile fældning i efteråret.

Ved at nærstudere dækfjerene på en sikker juvenil fugl kan vi derfor danne os et indtryk af hvordan en løst struktureret fjer ser ud. Når de juvenile Gærdesanger i løbet af efteråret, under den såkaldte post juvenile fældning, begynder at udskifte de juvenile indre store dækfjer med fjer med en tættere struktur kan vi måske bedre se grænsen mellem de nye og de gamle fjer og anvende dette som et kriterium for aldersbestemmelse. Dækfjerene på en af de unge Gærdesanger fremgår nedenfor.

Dækfjer på Gærdesanger.

På stationen: Freya G. Mørup-Petersen, Alexander Brandt, Søren Mygind og Mette Helene Brede.

Fra morgenstunden var der nogen blæst hvilket måske var årsagen til en meget stille dag med ringmærkningen. Den stille dag gjorde dog, at Søren og Mette fik tid til lidt datacheck. Så må vi håbe det bliver til mere end en mærkning for Mette i morgen. Det skal nok komme.

Efter ringmærkningen sad vi og hyggede med frokost i haven, da Freja gjorde opmærksom på nogle korsnæb (kald. Kaldende var dog tydeligt dybere og lidt mere bestemt end de Små Korsnæb (Loxia curvirostra) Søren hørte for et par dage siden og sagen var derfor straks klar, Store Korsnæb (Loxia pytyopsittacus).

Vi besluttede os for at give Ørnevågen fra i går endnu en chance og sammen med Gert, der var kommet på besøg, kørte vi afsted efter den seneste udmelding på Birdalarm. Ved det første stop var der dog ingen Ørnevåge, men derimod et hyggeligt gensyn med Benjamin Liese, der gratulerede os med vores fine fund af Ørnevågen.

Vi besluttede derfor at gå en tur i Bøtø Skoven, men netop da vi ankom til Bøtøskoven blev Ørnevågen meldt ud på Birdalarm. Freja og Alexander ville gerne gå i Bøtøskoven for at finde sommerfuglene, Spejlbredpande og Sort Ildflue, medens Søren gerne ville køre på Ørnevågen. Søren havde held med både at se Ørnevågen i flugt og siden siddende på en af de for Ørnevågen meget populære halmballer.

Netop som Søren ringede til Freja for at aftale hvornår de skulle hentes ved Bøtøskoven, opdagede Freja og Alexander den Sorte Ildflue. Så selv om Spejlbredpanden ikke blev fundet var besøget i Bøtøskoven også en succes. På vej hjem fra Bøtø kørte vi forbi Ørnevågen så Alexander og Freja også fik set den. Herefter var det hjem til lidt hurtig aftensmad og lidt sen blogskrivning.

Ørnevågen på sin halmballe

Twitcher samlet om Ørnevågen. Vi er rigtigt stolte af interessen for vore fund.

På stationen: Freya G. Mørup-Petersen, Alexander Brandt, Søren Mygind og Mette Helene Brede.

Efter at være landet sent søndag aften med lang transport fra Blåvand Fuglestation, begyndte dagen igen klokken 4 med netåbning. Det gik stille og roligt for sig med lidt fugle, heriblandt en tornsanger, der selvom den var en ungfugl, havde en lidt sjov fældning.

1k tornsanger. Foto: Freya G. Mørup-Petersen

Luise og Per kom ud til ringmærkningen sammen med deres barnebarn Ellie, hvor ringmærkningen blev fulgt med stor interesse. Dog tyndede det godt ud i fuglene de sidste par runder, så vi lukkede efter standard og jeg åbnede nettene ved søen i håb om at fange et par svaler.

Alexander og jeg lavede lidt mad, imens Søren, Per, Luise og Ellie nød det dejlige vejr foran huset. Alt åndede fred og ro indtil Søren pludselig fik øje på noget... en mystisk rovfugl kom indtrækkende lavt over stationshaven. Pludselig blev der råbt højt og Alexander og jeg troede, at nogen var kommet til skade, indtil vi begge opfangede et ord, der blev brølet: Ørnevåge!

I løbet af et sekund bryder al kaos løs; Vi smider alt, hvad vi har i hænderne og løber udenfor. Alle peger på en stor rovfugl, der hænge lige over trætoppene, meget lys med en hel hvid hale og langsomme vingeslag. Der bliver råbt på et kamera, Alexander råber hans er oppe på sovesalen, hvorefter Søren kaster hans nøgle til ham og han iler op på førstesalen. Ørnevågen forsvinder kortvarigt og alle løber ud på engen, hvor vi heldigvis finder den igen, da den er begyndt at kredse. Alexander og Per fotograferer løs og vi nyder denne smukke rovfugl fem fantastiske minutter, hvor den kredser højere og højere op. Et øjeblik ser det ud som om, den ryger på returtræk, men så kredser den igen og flyver mod nordvest højt oppe. 

2k+ Ørnevåge. Foto: Alexander Brandt

Ørnevåge er en meget sjælden gæst i Danmark og da det slet ikke er sæson for rovfugletræk nu, var det en meget uventet overraskelse. Ikke desto mindre var det absolut fantastisk og en ny art for flere af os, undertegnede inklusiv. Den blev meldt ud på Birdalarm, hvor den blev genfundet i Bøtø senere på dagen.

Glade fuglefolk efter mødet med ørnevågen. Foto: Freya G. Mørup-Petersen

Hvad svalefangsten angik, fik vi fanget en enkelt ung landsvale, men så tog vinden til og nettene måtte lukkes. Om aftenen lavede Alexaner og jeg hjemmelavet pizza og Per og Luise skaffede en mousserene vin til at fejre ørnevågen. Desuden ankom Mette, som skal være med til ringmærkningen de næste par dage.

Dagens fangster og genfangster:

Folk på stationen: Freya G. Mørup-Petersen, Alexander Brandt, Søren Mygind, Mette Helene Brede, Per Ekberg, Luise Ekberg og Ellie.

Første runde startede stille med en enkelt havesanger, men denne tendens ændrede sig hurtigt på runde to, hvor det blev tydeligt hvad dagens fugl var. Nemlig gærdesangeren (Curruca curruca) der allerede nu er påbegyndt trækket sydpå. hele ni gærdesangere blev det til i dag, og langt størstedelen af disse gærdesangere var ungfugle, som blandt andet kendetegnes ved at havde brunlige yderste halefjer, i modsætning til de gamle fugle med renere hvide yderste fjer på halen.

Med hele 30 fugle inden den sidste runde og et vel af forskellige arter, var vi allerede godt tilfredse, men en stor overraskelse ventede os i form af en stor, og meget larmende fugl. En ung stor flagspætte (Dendrocopos major), havde fundet vej til vores net, og lige så glad jeg var for at ringmærke den smukke fugl, lige så utilfreds lød den over situationen.

1k gærdesanger. Med mørkegrå øjne der ofte hos ældre fugle er varmere hasselbrune.

1k tornirisk (Linaria cannabina) han. De unge fugle kan kønsbestemmes på hvor tykke de hvide kanter er på de midterste svingfjer er. Her med tykke tydelige kanter der næsten går helt ind til fjerskaftet, en klar han.

Smuk 1k Stor flagspætte med den meget udbredte røde isse, samt ret brunlige udtryk.

Dagens bedste fugl.

På Stationen: Alexander Brandt, Bente Flyvbjerg Pedersen og Søren Mygind 

På de første to runder fanges der ofte flest fugle, men i dag skulle vil helt hen til tredje runde før de første fugle gik i nettene. Samtidigt blev den sidste runde dagens bedste, så det virker som om, at fuglene sover længe her i sommerferien.

På en stille dag, som i dag, benyttes tiden ofte til at kikke ekstra godt på fuglene samtidigt med, at kriterierne for aldersbestemmelse repeteres. Så er vi bedre rustet til de dage hvor det rigtigt går løst og tingene skal gå hurtigt.

Som eksempel herpå blev der kikket godt på Gærdesangeren (Curruca  curruca)  på billederne nedenfor.

En ung Gærdesanger er kendetegnet ved at den yderste halefjer ikke er rent hvid men har et brunligt anstrøg i det hvide på den yderste halefjer. Samtidigt er der ikke nogen hvid spids på den næst yderste halefjer. Endeligt er den halefjer mere spids end på en 2 k+ fugl Overbevist om at Gærdesangeren er en ung fugl gås der videre med at kikke på opbygningen af dækfjerene: Fjerene på unge fugle er generelt mere løse i teksturen end fjerene på ældre fugle. Dette kan bl.a. ses på dækfjerene og ved at øve sig herpå kan dette være værdifuld viden lidt længere henne på sæsonen når de unge fugle udskifter nogle af deres store dækfjer med voksne fjer. Gennem et kendskab til fjernes tekstur kan en aldersbestemmelse af fuglene således foretages.

Hale af ung Gærdesanger. Bemærk det brunlige anstrøg på den yderste fjer og manglen på lyst i spidsen på den næst yderste. Det viser det er en ung Gærdesanger

Dækfjer af ung Gærdesanger er ofte løse i strukturen.

Som nævnt var de sidste to runder de bedste med i alt 8 af dagens 13 fugle, heriblandt en fin Gulspurv (Emberiza citronella), som viser sig frem på billedet nedenfor.

Gulspurv

På stationen: Bente Flyvbjerg Pedersen og Søren Mygind

Efter 30 mærkninger i går og fortsat fint og stille vejr havde vi forventninger om en dag med et tilsvarende antal fugle eller lidt lavere. De første to runder var dog helt uden fugle hvilket derfor overraskede os noget. Den tredje runde var også uden fugle ind til der i det sidste net sad 5 fugle. Her i blandt en Sivsanger, som var sæsonens første og ny mærkningsart for Søren. Så var dagen lige som skudt i gang. Sivsangeren med tydelig øjenbrynsstribe ses på billedet nedenfor.

Sivsanger

Resten af dagen forløb stille og roligt men vi blev dog belønnet med en Træløber, som vanen tro gjorde, at en række karakterer og mål blev taget i laboratoriet, så vi kunne udelukke Korttået træløber (Certhia brachydactyla). Træløberen ses på billedet nedenfor.

Træløber

I dag forlod Freja, Heidi og Boris stationen, efter at de har været her i 5 dage. Det er første gang vi har haft en familie med et barn på 20 måneder boende, men det har været en meget positiv oplevelse. Fridas store glæde når hun stolt kom og viste at hun havde fanget en bille eller en edderkop var absolut gengældt. Heidi og Boris varetog på skift pasning af Freja og deltagelse i ringmærkningen. Den lille families besøg ved Gedser Fuglestation kan forhåbentligt inspirere andre naturinteresserede børnefamilier. De skal vær meget velkomne her på Gedser Fuglestation. Et afskeds billede af familien ses nedenfor.

Boris, Freja og Heidi

På stationen: Søren Mygind