Hvorfor ringmærke ?

Ringmærkning af fugle foretages af flere årsager. Primært for at få viden om de forskellige fuglearters trækruter mellem ynglelokaliteter og vinterkvarter - om de er standfugle - yngletal - fuglenes valg af levested og territorier - ændring i arternes udbredelse - beskrivelse af anatomi, fældning og geografisk variation - statistisk viden til brug for forebyggelse mod udrydning - samt viden om fugles alder og dødsårsag.

Hvordan foregår ringmærkning ?

Ringmærkning er en billig og skånsom metode til at indsamle data til videnskabeligt brug. Typisk bruges enten spejlnet, håndfangst med ketcher net, eller med mindre fælder. Spejlnet er den mest brugte metode, og anvendes til fangst af mindre fuglearter. Ca. 65 % af alle fugle der ringmærkes i Danmark, fanges med spejlnet. Spejlnet er fintmaskede net med lommer, hvor i fuglene glider ned i når de flyver ind i nettet. Spejlnet er svært synligt for mange fuglearter og derfor ideelt til brug. Herfra kan ringmærkeren forholdsvis nemt og nænsomt pille fuglen ud, og herefter påføre denne en let metalring med et unikt løbenummer.

Al ringdata koordineres af EURING, den Europæiske Sammenslutning af Ringmærkningscentraler - i Danmark forvaltet af Ringmærkningscentralen på Zoologisk Museum i København.