På denne side kan du finde både nye og gamle nyheder fra Gedser Fuglestation.



Gærdesanger med sibirisk blod!

lørdag 10. december 2016
Nyt spændende fund bekræftet! - - - with a very short english summary.
af Hans Lind

Den 27. oktober var en bemærkelsesværdig dag på Gedser Fuglestation: Selvom invasionen af fuglekonger var slut, kom der stadig efterveer af oktober måneds østenvind: Om morgenen ringede Simon Davies til mig, at de havde fanget en meget sen gærdesanger (en hel måned efter at der sidst blev fanget en gærdesanger!), og den virkede anderledes i dragten end dem, der blev ringmærket i aug-sep. Den var mere ensfarvet på oversiden end nominatformen, mere grålig, så formen halimodendri fra området mellem Volgafloden og Altaibjergene havde vi i tankerne.

Efter måltagning og fotografering - samt fremvisning til lokale fuglefolk - blev fuglen sluppet igen. Heldigvis havde vi sikret os et par små kropsfjer, som måske kunne blive os til hjælp, hvis bare der kunne findes en, der kunne og ville lave en DNA-analyse. Hjælpen kom fra Jan Bolding Kristensen fra Statens Naturhistoriske Museum: Han satte os i forbindelse med Martin Collinson (professor i genetik) fra Universitetet i Aberdeen, og han ville gerne undersøge fjerene fra den interessante fugl.

Svaret fra Martin Collinson kom for kort tid siden, og sagen var ganske klar: Vores gærdesanger havde sibiriske aner, idet DNA-sekvensen tydeligt pegede på racen ssp. blythi: Sibirisk gærdesanger, hvis hjemsted er nordlige stepper i Sibirien mod syd til Kirgisistan og det nordlige Mongoliet.

Ssp. blyhi er fundet nogle få gange i Danmark, men det er muligvis første gang, at fundet er bekræftet med DNA! Fundet vil blive sendt til SU.

Summary: Siberian Lesser Whitethroat ringed 27. october 2016 at Gedser Bird Observatory and Ringing Station, confirmed by DNA-analysis!