CLA
![]() |
Clausjannic Labuz
|
Jeg undrer mig stadig over, hvorfor jeg mon egentlig kom til at interessere mig for fugle. Jeg er af en familie som med nød og næppe kan kende en grill-kylling! Men megen fritid blev i min barndom tilbragt i Bregentvedskoven ved Haslev, og på et tidspunkt blev jeg så nysgerrig på skovens fugle, at jeg var "nødt" til at gøre nioget ved det. Interessen blev i de følgende år udlevet sammen med en rigtig god ven, og mangen en ferie blev tilbragt på Møn og endnu flere eftermiddage og weekender omkring Ejlemade sø ved Bregentved. Interessen blev senere mere eller mindre erstattet af interesse for fiskeri, sejlads mm, selvom jeg aldrig gav helt slip på fuglene.
Interessen fik dog ny næring, da jeg i 1995 tilbragte nogle måneder på en sejlbåd i Middehavet omkring Grækenland og Tyrkiet, men jeg skulle helt frem til omkring år 2000, før interessen igen tog helt over. Men nu kombineret med fotografering. En kombination, der må være verdens bedste undskyldning for at lave ingenting!
En række omstændigheder gjorde, at jeg satte mig for at udleve mine barndomsdrømme. Cuba blev besøgt og et kommunikationsstudie på RUC blev gennemført. Da det blev fysisk umuligt for mig at sejle, investerede jeg så i en autocamper (en båd på hjul!), som siden har været rammen om mange gode weekend ture i det danske og en del ferier primært i Spanien og Portugal. I 2005 fik jeg på nettet kontakt til Iben Hove Sørensen og Cristian Marcet Jensen i Spanien og deres gode selskab - og ikke mindst en ringmærkningsseance på Ebro-deltaet i 2008 - gav stødet til, at jeg i 2009 fik endelig taget mig sammen til at tage hul på drengedrømmen om ringmærkningen. Jeg deltog på ringmærkerforeningens ringmærkerkursus ved Blåvand Fuglestation i efteråret 2009, og allerede weekenden efter havde jeg min første weekend på GFU. Og siden har jeg haft en perlerække af gode oplevelser i godt selskab på GFU. I november 2009 kom jeg med i ringmærkerforeningens bestyrelse, og har siden deltaget i foreningens arbejde.



